Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hos Jessens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Hr. Batterimaler Madsen, Lystrejse paa Naturens
Vegne!
– Det maa være øndigt, begyndte Fruen med
langt ø.
– Aa, ja, siger jeg, – men det er jo ikke altid,
det lykkes.
– Næ, vist ikke, siger hun.
Og saa hensank vi i Tavshed.
Men nu bar denne Kvinde en Hat, der var yderst
pompøst udrustet baade med Markens Urter og
Himmelens Fugle. Navnlig sad der midt i Samlingen en
højrød Valmueknop helt oppe paa Enden af en lang
Stængel. Denne Knop gjorde mig nervøs, thi den dinglede
saa rent fjollet, hvergang Fruen bevægede Hovedet.
– Jeg ha’de osse engang en Fætter, som spillede,
tog hun fat igen. – Kan Du huske det, Danielsen,
henvendte hun til Manden.
Danielsen nikkede tankefuldt og sagde:
– Ja, paa Fløjte!
– Det er saa øndigt med saadan no’et. – –
Spiller Hr. Madsen? spurgte hun mig og lagde Hovedet
paa Siden, saa Valmuen stod næsten vandret ud i
Luften.
– Hyss! sagde jeg pludselig med opløftet
Pegefinger.
– Hva’ er ’et? spurgte Ægteparret.
– Sid rolig et Øjeblik, Frue, sagde jeg. – Hovedet
ret op. Tak, saadan, det er godt.
Og jeg tog op af min Vestelomme den lille
forniklede Pistol, jeg altid bærer hos mig.
– Nu maa De ikke blive bange, sagde jeg.
– Hva’ er det for no’et, Di har dér? spørger
Brandmajoren usikker.
Jeg lader Forniklingen spille i Skæret fra Tranlampen
henne ved Pavillonen.
– Det er Batterierne, siger jeg og nikker yderst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
