Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ophøjede Sæde, – og der staar to Mænd forsamlede
omkring den!
– Naa ...
– Og saa holder der nogle Vogne og spærrer Vejen!
– Aa Gud Fader ske Lov! sagde Maleren.
Nu var vi ikke mere end et halvt Hundrede Alen
fra Vognene. Jeg saa’ Hesten ligge i Sneen inde ved
Vejkanten, og jeg saa’ Mændene, en lille tyk én, og en
lang tynd én, staa tankefuldt bøjet over Dyret.
Saa slog jeg et Knald, og vi kørte standsmæssigt op
foran Gerningsstedet.
– Vi maa da af og hjælpe dem! sagde Maleren
geskæftig.
– Ja, naturligvis! sagde jeg.
Og atter havde vi samme Tanke. Vi kunde se det
paa hinandens Øjne, men vi holdt Munden tæt i.
En af Mændene, den lille tykke, kom hen til vor
Kane. Han var blaarød i Ansigtet af Fedt og ondt
Vejrlig, og han saa’ saa alvorlig-bekymret ud, da han
med en præsenterende Haandbevægelse bagud sagde:
– Det er en stakkels Mand, hans Hest er falden,
og han har Kone og fem Børn hjemme, og han er sæl
syg, si’er han!
– Kan De ikke faa den rejst? spurgte jeg.
– Næi! men hvis I vil hjælpe til kanske ... Men
jeg tror, den dør.
– Naa-aa ....
– Jo–o, jeg tror sgu den dør!
– Naa–aa, sagde jeg igen i en potenseret
beroligende Tone, idet jeg kravlede ned fra mit Sæde og
trak et Par Frakker af, – naa–aa, hvorfor skulde
den dø?
Ogsaa Maleren lettede paa sig og steg frem under
sin Dyrehud.
– I kan vist binde Hesten her i Træet, sagde den
tykke og pegede paa en lang Asparges af et aargammelt
Piletræ, der stod nede ved Grøftekanten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
