Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - En Kanetur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
op paa Bjærgtindler. Vi blev skvulpet og rystet og
stødt og dunket, saa hver knokkel i vor Krop blev
lokket ud af sit medfødte Leje.
– Puhhh! sagde Maleren for tredje Gang.
– Ja–a–a! sagde jeg. Og vi nærer begge et
stille Ønske om at vende Næsen hjemad; men ingen af
os havde moralsk Mod nok til at iklæde dette Ønske
Ord.
– Hvor langt er der egentlig til Sæby? spurgte
jeg.
– Aa, en ti–tolv engelske Mil! sagde han.
Og saa kørte vi gudhengivent videre.
Vorherre skal vide, at jeg ikke paa nogen Maade
længere følte nogensomhelst Trang til Hævn, men
drejede forsigtig af for alle Ujævnheder og holdt Tungen
lige i Munden overfor Kløfter og Svælg.
– Vi kommer vist ikke hjem til Middag! forsøgte
Maleren.
– Nei, det gør vi ikke! sagde jeg. – Men hvorfor
vilde De absolut til Sæby?
– Det var jo Dem!
– Ja, for De sa’e, at der var saa kønt!
– Tja–a ...
– Og at Vejen var saa morsom.
– Jamen, det er den sgu da osse!
Pause.
– Hvad mon der er paa Færde oppe? spurgte jeg
lidt efter og pegede med Pisken op ad Landevejen,
hvor der syntes at staa en hel Mængde Mennesker,
Heste og Vogne.
– Naa–aa, det er vel en eller anden heldig Sjæl,
der har brækket Halsen! mente Maleren.
– Skynd sig lidt Luna! hypsa gamle! opmuntrede
jeg Gangeren. Og vi dinglede af Sted over Bjærg og
Dal, saa min Passager bed Spidsen af sit Ravrør. –
Det er en Hest, der er falden! meldte jeg fra mit
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
