- Project Runeberg -  Mindeudgave / VIII Bind /
144

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Menneskenes Børn (1894) - Et Eksperiment

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


– Jamen, kære, jeg kan da virkelig ikke indrømme
– –

– Lad os ikke tale mere om det! afbrød hun
mig. – Naar Du ikke vil give mig det, saa – –
Men jeg synes rigtignok, at det er meget underligt af
Dig!

Vi gik et Par Minutter ved Siden af hinanden uden
at tale. Jeg kunde mærke, at mine Ord havde gjort
Indtryk paa hende. Hun var fornærmet, men der var
ogsaa begyndt at stige en Tvivl op i hende om, hvem
af os der havde Ret.

Saa vilde jeg igen tage hendes Arm, men hun rev
den til sig og fjernede sig nogle Skridt.

– Marie, begyndte jeg, – hvis Du saa gerne vil
have mit Portræt, skal jeg nok lade mig fotografere,
skønt jeg ikke holder af det.

– Gud, Du skal saamænd ingen Ulejlighed gøre
Dig!

– Naa, jaja da. – – Kommer Du i Teatret i
Morgen?

– Det er Mo’ers Aften, sagde hun mut.

– Jamen, Du mente jo – – –

Vi var netop naaet hen til en Lygte. Saa greb hun
mig pludselig med den ene Haand under Hagen,
ligesom om hun vilde kvæle mig. Men hun tvang blot
mit Hovede bag over op mod Lyset og saa’ mig stivt
ind i Øjnene. Jeg udholdt rolig hendes Blik.

– Lyver Du virkelig ikke? spurgte hun.

– Kære lille Ven, sagde jeg, – Herregud, slaa nu
de Tanker hen! Man kan jo saa ofte drømme noget,
ved Du, som man ikke straks husker; og naar det saa
senere dukker frem, tror man, at det er en Oplevelse!

– Og Du slog mig paa Kinden med Viften, sagde
hun og stirrede ud i Luften, som om hun fortsatte en
Tankegang; og jeg kunde se paa hendes Øjne, at
hendes Hjerne arbejdede for at genkalde sig alle Aftenens

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:43 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/8/0144.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free