Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Omkring ti-aarsjubilæet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
statholder i Elsass-Lothringen — en post som han havde
trukket sig tilbake til, efterat ham i 1884 havde været
preussisk statsminister. Dengang havde han søkt avsked
allerede efter et halvt aars tid med den begrundelse, at
de embedsforretninger, som knyttet sig til stillingen,
„oversteg hans kræfter og hans helbred". Nu — ti aar efter —
lot han sig utnævne ikke bare til preussisk statsminister,
men ogsaa til rigskansler. Vi skylder ham den
indrømmelse, at han undslog sig til en begyndelse og først efter
to dages pres gav efter for de keiserlige anmodninger;
men det er desværre ikke helt korrekt, naar utgiveren av
hans bekjendte Denkwürdigkeiten, som i mange henseender
er et ypperlig kildeskrift til belysning av Wilhelm den
andens tidsalder, gjør den bemerkning, „at følelsen av en
bydende patriotisk pligt synes at ha bestemt fyrsten til
at følge den keiserlige kaldelse trods hans alvorlige
betænkeligheder". Det virkelige forhold er nemlig, at fyrst
Hohenlohe tilslut blev stillet overfor valget mellem
rigskanslerstillingen og avsked fra statstjenesten overhovedet.
Han valgte det første ut fra en virkelysten natur, som
ikke kunde forsone sig med den tanke at gaa ledig selv
høit oppe i aarene. Men det siger sig selv, at han var altfor
klog til at gjøre sig nogen illusioner om varigheden av
sin nye magt.
„Vanskeligheden i min stilling ligger i de uventede
avgjørelser fra Hans majestæts side," noterer han i sin
dagbog for 14. januar 1895. Men jubelaaret med alle
dets politiske viderværdigheder, ikke mindst i form av
ministerkriser og intriger bak kulisserne, lærer ham at
operere med en behændighed, som man neppe skulde ha
tiltroet en mand i hans alder. Et aar senere — 26. januar
1896 — skriver han til en av sine venner: „Jeg skulde
svaret Dem tidligere; men det veksler med jubelfester og
kriser, som lægger beslag paa al min tid. Som regel
forløper kriserne ganske fredelig, efterat de har har holdt
mine venner i spænding nogen dage. For tiden vil Hans
majestæt ikke ha nogen anden rigskansler end mig og gir
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
