Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
58
«Aa gid,» sagde Else — «aa saa interessant dette
er, men synes du, han er pen ogsaa, Marena?»
«Den ydre skjønhed er ingenting, det er altsaa
sjælen, jeg elsker.»
Tænk, at den stille Marena kunde sige saadanne
deilige ord.
Nei, nu følte Else, at hun likte Marena bedst af
alle sine veninder. Alle de tanker, hun havde, —
vist forfærdelig dybe tanker. Marena var nok
umaadelig begavet.
Fra den aften var Else og Marena aldeles
uadskillelige. De vilde ikke spadsere sammen med de
andre, men vilde gaa alene, helst paa skovstier, hvor
de ingen mødte.
Det var om sjælenes sympathi, de mest talte, og
om hvor underlig alting var, og om dybe følelser,
som var saa sterke, at — ja de kunde vist dræbe folk.
Og lille Else syntes ofte, det var saadan skam,
at hun ikke havde følt noget af alt dette, som
Marena var saa vel inde i.
Og hun gravede ned i sit lille sind, om hun da
virkelig aldrig havde følt eller oplevet noget saadant
dybt noget.
Nei, hun kunde ikke finde nogetsomhelst, men
det syntes hun var saa flaut for Marena, saa hun lod,
som hun kjendte til det altsammen, hun ogsaa.
De skrev breve til hinanden i timerne, smaa
sammentullede sedler, og i kapellanens timer sad de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
