Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
95
om de sledske øine, og viften vilde hun paa ingen
maade have. Men Maria gav sig ikke, tryglede hende
om at beholde den og puttede den ind i hendes
bluse.
Else sad der og tænkte paa Anne Katrine den
hele tid. Bare hun ikke sidder og græder, tænkte
hun, saa reiste hun sig pludselig op og løb.
Men Maria var lige efter hende: «Nu reiser jeg
iaften, og du ser mig aldrig i evighed mere, lille
fersken,» sagde hun, «derfor kan du gjerne være hos
mig. Du skal være hos mig,» sagde hun og trampede
i marken.
Saa blev Else hos hende dernede i solskinnet i
haven, men hun brydde sig ikke om at høre om
tyre-fegtninger og orangelunde mere. Hun sad stille og
hænderne spillede nervøst paa den hvide havebænks
tremmer.
Ud paa eftermiddagen sagde Maria:
«Lad mig blot en gang endnu faa se paa min
yndige vifte? Den er det kjæreste, jeg har — jeg
elsker den mere end mine smykker.»
«Jeg vil ikke have den,» sagde Else, «værsaagod,
tag den igjen.»
«Aldeles ikke,» sagde Maria, «denne vifte er
netop det største bevis paa mit usigelige venskab, jeg
vil være lykkelig, naar jeg tænker paa, at du eier den.»
«Men jeg vil paa ingen maade have den,» sagde
Else.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
