Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
veien; han glemmer ikke over fremtiden det nærværendes trylleri.
Euforikernes vei er en trinstige som förer til stadig mægtigare
udvikling av individualiteten, til fuld uddannelse av personligheten,
til den höiste kraftutfoklelse; styrket og öket strömmer kraften
tilbake til samfundet, som den kom fra.
Euforie er altsaa den klofce vandrers kjærlighet til livets vei,
hans stræben efter fuldkommenliet, hans tragten efter at bli et
helt meneske, hos hvem ingen ’evne ligger og smuldrer ubrukt
i sjælen, men alle evner og egenskaper utfoldes til et harmonisk
hele.
Den nuværende arbeidsdeling, som er bygget paa
klassesystemets grund, har medfört at nogen har utelukkende aandelig,
andre utelukkende legemlig beskjæftigelse. Denne kunstige
ensidighet forkrøbler kroppen bos aandsarbeideren og avstumper
sjælen hos’ kropsarbeideren. Det förste er ikke bedre end det sidste.
”Den som maa slæpe sig gjennem verden paa slappe lemmer, han
kan neppe haape paa at hli delagtig i den fulde euforie”, og de
dannedes melankoli skyldes ofte slappe muskler. Et av de störste
onder i vor tid er at de fleste forkrøbles ved overmaal av ensidig
fagarbeide; livis vi ikke længer foler glæde vid arbeidet som
saa-dant, hvis vi ikke længer föler os som et maalbevisst, ledd i et
mætig hele, og hvis vi ikke mere er istand til ædlere nydelser og
til at berike vor aand med kundskaper, da er grænsen allerede
øverskredet. Först ved en ordning som fuldt ut respekterer denne
grænse vil arbeidsclelingen, som i sin nuværende form er blit til
en forbandelse for kulturmenneskeheten, rigtig for alvor kunne bli
fil velsignelse. — Endelig indebærer euforismen at livet er baa.ret
oppe av en stor idé som gjör hele tilværelsen hellig; ti selv den
mindste handling hiir lystbetonet og ophöiet hvis den er uttryk
for et bolet maal som alt i vort liv underordner sig. Og denne
idé, som det enkelte menneskes helstöpte tilværelse skal indordne
sig under er for M.-L. idéen om det velorgani serie samfund,
velfærdsstaten. Menneskehetens sidste maal er den ”fuldkomne stat”.
Og livets överste formaal er den fuldkomne personlighet, den frie
individualitet, ”fuldmennesket”. Individets bestemmelse er at leve
efter sit inderste væsen; al fornuftig stræben hos mennesket stiler
mot ”euforie”.
Man vil invende, sier Mtiller-Lyer, at den euforiske filosofi
hare er en gammel banal livsvisdom i ny forskjönnet utgave. I
dens enkelhet ligger netop dens storhet, og den er saa gammel som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
