- Project Runeberg -  Åndedrætsterapi /
1. Hyperventilation som behandling

(1997) Author: Gustav Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   
Note: This work was first published in 1997, less than 70 years ago. Gustav Hansen is or might still be alive. Therefore, this work is protected by copyright, restricting your legal rights to reproduce it. However, you are welcome to view it on screen, as you do now. Read more about copyright.

1. Hyperventilation som behandling

Hyperventilations-syndromet optræder især ved angst, og den heftige vejrtrækning er meget iøjnefaldende. Den ledsages ifølge Medicinsk Kompendium af mathed, bleg, tør hud, stikkende og prikkende fornemmelser i fingre og læber, smerter og spændinger i muskler. Mange professionelle tror, at disse symptomer er uomgængelige eller obligatoriske ved forceret vejrtrækning, men det er forkert. Ofte udebliver de, eller forsvinder ved fortsat kraftig vejrtrækning eller i en serie af vejrtrækningssessioner.

Jeg har altid været fascineret af dette fænomen, ja endog lidt forskrækket over, hvad det mon kunne indebære. Som kandidat og senere sørgede jeg altid for at være ude af skudlinien, når der skulle udpeges en til at udføre den såkaldte hyperventilationstest. Denne test udførtes ofte i medicinske afdelinger for at sondre mellem visse legemlige lidelser og hysteri. Patienten instrueredes om kortvarig heftig vejrtrækning. Faldt testen positivt ud med optræden af førnævnte symptomer, blev det taget som tegn på, at patienten ikke fejlede noget legemligt, men ”blot” var neurotisk, og der instrueredes i poseteknik, hvorefter patienten kunne udskrives.

Det spontane anfald med hyperventilation er den nervøses intuitive forsøg på at helbrede sig selv, men da anfaldet gerne er skræmmende for den nervøse og for omgivelserne, sørger man for at få det stoppet med en papirspose, hvori den just for rigeligt udåndede kuldioxid opsamles og derpå ”genåndes”. Derved genoprettes balancen i blodets syre-base niveau, og anfaldet stopper. En mulighed er da gået tabt.

I 1980 oplevede jeg selv i en workshop ledet af Grof effekten af hyperventilation og indså, at den kunne bruges i helbredende øjemed. Jeg havde i årevis været plaget af irritabel tyktarm, som i løbet af ugen efter svandt varigt og totalt..

Jeg gik – i begyndelsen i beskedent omfang – i gang med behandlingssessioner med hyperventilation, musik og kropsarbejde og har arbejdet på dette teoretiske og praktiske felt lige siden.

Følgende sygehistorie viser, at hyperventilation kan bruges som effektiv behandling:

En ung kvinde, Else, blev i 1975 indlagt i min afdeling. Tidligere havde hun været indlagt i andre psykiatriske afdelinger for depression, karakterneurose og selvmordsforsøg. Hun var anspændt, mut og afvisende, havde svært ved at åbne sig i samtaler. Hun var atletisk bygget, men hendes fremtoning var ufri, skuldrene var optrukne. Hun manglede selvtillid og følte sig ilde lidt af alle, ikke mindst moderen, som hun følte undertrykte hende og nok foretrak den yngre søster. Hun græd ofte og luftede til tider selvmordstanker. Hun var længe næsten utilgængelig for samtaler, men tøede efterhånden lidt op. Hun fulgtes ambulant i to år, klarede sig kun nogenlunde.

Else blev genindlagt i 1987, og var da sidst i 30'erne. Hun var anspændt og depressiv. Fast besluttet på separation, men i øvrigt opgivende over for fremtiden.

Af og til trængte selvmordstanker sig igen på, og hun var meget optaget af, at måden, det skulle ske på var ved strangulation. Dette skal fremhæves, fordi vi i det følgende vil se en sammenhæng mellem vanskeligheder ved fødslen og hendes symptomer som voksen. Det er hele tiden halsen det drejer sig om.

Sygeplejersken orienterede Else om hyperventilationsmetoden, som hun straks accepterede.

På fem uger blev der givet seks sessioner, hvori der udspillede sig voldsomme følelser og oplevelser. Imellem sessionerne øgedes drømmeaktiviteten, også i form af dagdrømme med temaer vakt af sessionerne. Hun skrev dagbog, hvori negative (selvopgivende, suicidale) tanker vekslede med positive, der gradvist tog overhånd. Drømme om rovdyrs angreb på halsen bragte hende i kontakt med en gammel angst for, at nogen skulle røre ved halsen; hun havde aktid været uvenner med halstørklæder og bluser, der sad stramt til.

Under sessionerne hørte vi – min kvindelige assistent og jeg - gråd og voldsom hulken. Der var dramatiske bevægelser, som nødvendiggjorde puder og kropsstøtte. Disse dramatiske faser vekslede eller afsluttedes med stille indadvendthed.

Temaet i første session var, at hun lige så godt kunne løbe væk, forældrene kunne jo alligevel ikke lide hende.

Oplevelser, der kunne opfattes som kosmiske eller transpersonlige, indtraf i anden session, ”var alene i blåligt ingenting” og i tredje session, hvor hun så en lysende plet og en kugle, som hun opfattede som sol og jordklode.

Tilbagevendende var følelser af indespærring i en lang, mørk gang eller kanal, der skiftede til en grav med kanter eller hvid kasse, hvori hun mod sin vilje blev skubbet ind.. Det var, som skulle hun dø eller var død. Var siden i kisten i en kirke, hvilket føltes forkert, men der var ”fred”. I femte session iagttog vi heftig, men uforløst gråd, og hun flåede næsten skrigende i i tøjet ved halsen. Hun kunne efter sessionen fortælle, at det var som en hel masse tarme gled op og trykkede på halsen. Hun havde tillige en følelse af at have en metalring om halsen og af, at hun skulle have noget op af halsen. Herunder skubbedes hovedet bagover, og hun fik kvalme, der fortsatte i nogen tid efter sessionen.

Fire dage senere oplevede hun en ammesituation i en dagdrøm: Moderen blev ved med at stoppe brystvorten og mere af brystet, som til sidst ikke kunne være der, ind i hendes mund, så hun var nær kvælning. Hun følte, at hovedet blev skubbet bagover, og at noget trykkede på halsen, moderens hånd måske. Blev bestyrket i sin tidligere mistanke om at være blevet mishandlet som spæd.

Søsteren skaffede nu på Elses opfordring hos moderen en beskrivelse af fødslen og de første uger. Fødslen var normal bortset fra nødvendigheden af at dreje hende og lirke skuldrene fri; hun var ”bredskuldret”. Ansigtet var forliggende, opadvendt. Hovedet var altså bøjet bagover. Der var problemer med amningen på grund af indadvendte brystvorter, og den måtte opgives efter tre uger.

Da hun var tre måneder gammel blev den et år ældre broder grebet i at stoppe mønter i hendes mund; hun havde skiftet farve, måtte bankes i ryggen, så en toøre sprang langt væk.

Disse oplysninger var bortset fra møntepisoden nye for Else, der ganske skiftede opfattelse af moderen, som hun efter lang tids afstandtagen igen tog til sig.

Kort efter fik hun i sjette session under gråd, hoste, tarmgurglen og opkastningstilløb visioner af ”den sorte kanal – en åbning ... blev skubbet frem ... vendte forkert – blev vendt – fik skrækkelig ondt i hovedet – var i klemme – kunne ikke være der. Det varede længe – var ligesom trykket helt sammen – skuldrene trykket sammen – så hovedet ligesom frit. Jeg sad stadig fast – så kom jeg løs. Skulle ligesom kaste op – noget skulle op”

Til sidst fik hun visioner af lys. Godt en halv time efter sessionens start hørtes hendes skrigende gråd skifte karakter til noget, der mindede om den nyfødtes ”vrælen igennem”. Ca. ti minutter senere kunne hun referere sine oplevelser, som jeg nedskrev ordret og har citeret ovenfor.

Else blev på afdelingen i endnu to måneder, og i den tid blev hun gradvist mere udadvendt. Hun blev friere i krop og motorik, skuldrene ”faldt på plads”. Halsgenerne forsvandt. Hun genoptog sin praktikanttjeneste for at genoptræne i sit tidligere erhverv og fik snart efter et fuldtidsvikariat. Hun skaffede sig en bolig, der dog hurtigt blev opgivet til fordel for genetablering af ægteskabet, der siden har været harmonisk. Hun glæder sig over samvær med sit psykisk handicappede barn, får ikke længere selvbebrejdelser ved at overlade problemer med pleje og pasning til institutionen, nå de overstiger hendes kræfter.

Else er dybt forundret over den ændring, der er sket med hende, men hun er overbevist om, at den er holdbar, og at hun ikke mere får brug for psykiatrisk bistand.

Dette holdt stik. Fem senere, i januar 1992, blev hun interviewet i Danmarks Radio. Det følgende er et uddrag af hendes beretning:

”Så efter et stykke tid kunne jeg slet ikke lade være med at trække vejret på den måde – holde det i en bestemt rytme, og når jeg var ved at falde ud af den, sagde de til mig: ”fortsæt Else, fortsæt!” Og pludselig oplevede jeg noget med at løbe ud ad en vej. Jeg var ulykkelig, og jeg ville bare væk, vejen var endeløs. Jeg bare løb og løb.

Jeg skulle ligesom ned i et sort hul. Jeg ville ikke derned, men noget pressede mig. Det var nok min egen begravelse – jeg var inde i en kirke og kunne høre orglet og se mennesker, der sad inde i kirken – den specielle lyd, der er i en kirke, var meget tydelig. Og jeg lå nede i kisten – det var nok mig eller noget i mig, der skulle eller ville dø, inden jeg kunne begynde at leve et mere normalt liv, end jeg havde levet de sidste mange år. Jeg var meget bange.

Sidste gang jeg var til behandling, oplevede jeg min egen fødsel, hvor jeg ligesom skulle presses ud, jeg skulle fødes, og det var forfærdeligt. Der var ingen plads, det var ujævnt, og der var bare mørkt. Det gjorde ondt i mine skuldre, og jeg stødte imod med hovedet, men det var som om jeg hele tiden sagde til mig selv: jeg skal videre, jeg skal fødes nu ... nu er jeg på vej ... jeg skal nok nå det, og jeg oplevede, at jeg blev født.

Jeg oplevede også solen – en anden gang – dejlige orange farver, og der stod nogle mennesker inde i solen, i noget blødt grønt græs, og hvor jeg dog ønskede, jeg kunne komme ind til de mennesker, jeg kunne se, at de gerne ville ha' mig derind – og jeg vidste – kom jeg ind, så fik jeg det godt. Og da jeg var igennem alle behandlingerne, da stod jeg en aften og så solen gå ned – og den havde den vidunderlige orange farve, netop som jeg havde oplevet. Da var jeg vågen og virkelig ved mig selv og havde det godt ... da kunne jeg se på solen og virkelig tænke, så Else, du er der, du nåede ind i solen.

Nu var jeg sluppet fri, nu kunne jeg bare begynde at leve helt forfra, Det var noget af det mest vidunderlige, jeg har oplevet – at det skulle overgå mig, at jeg slap fri fra mine selvmordstanker. Jeg skulle bare leve livet, og det er svært at få begyndt på i den alder – 38 år. Og under behandlingerne, der skete en meget stor ting for mig, som jeg har utrolig megen glæde af i dag. Jeg fik lært at tro på Gud.

Jeg har det godt nu og tør leve i dag, og det er en utrolig gave at få, når man har prøvet det andet”.

Vil man i pædagogisk øjemed udrede denne dramatiske sygehistorie i grofianske termer har Else været udsat for et alvorligt traume i fødselslaget, det perinatale lag, hvor forstavelsen peri- antyder at udover selve fødslen, indregnes også tiden (før og) efter. Dieproblemerne tæller med, møntepisoden i tre måneders alderen ligeså (kvælningstendens, metalring om halsen, noget skulle op etc).

Hun oplevede indespærring i anden perinatale matrice. Tredje perinatale matrice, fremdrivningsfasen markeredes også (skulle presses ud, der var ujævnt, ingen plads, mørkt, det gjorde ondt).

Halsproblemer er betydelige (noget trykkede på halsen, moderens hånd måske) og de dukker op i forskellige forklædninger i voksenalderen. Kvælningstendenser og dødsangst samvirker og døden opleves symbolsk (sort hul, kiste, kirke), men afløses af selve fødselsoplevelsen, fjerde perinatale matrice (at komme fri, visioner af lys). Hun gennemgik kortsagt dobbeltfænomenet død-genfødsel, som er centralt i Grofs teori, som omtales igen....i kap.x.???????????????????????????


Project Runeberg, Mon Jan 11 07:35:35 2010 (runeberg) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/aadt/kap1.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free