Som denne Brønd, den dybe,
Den kolde, af hvis Grube
Man langsomt henter Spanden,
Som af en Afgrunds Strube;

Hvori en lille Plet kun
Af Himmelbuen blaaner,
Hvem flygtigt et Par Stjerner
Halv skamfuldt Øjet laaner;

Hvori, hvis du blot vilde
Ud over Randen kikke,
Du saa, skjøndt lidt formørket,
Dit Engleansigt nikke —

Saaledes er mit Hjerte,
En Brønd til Punkt og Prikke,
Kun, selv naar du er borte,
Svinder dit Billed ikke.

Vi sad i Landsbykirken.
En raa Novemberhimmel
Oplyste svagt langs Muren
Den fugtiggrønne Skimmel.

Tre, fire gamle Bønder
Samt Præst og Degn var Flokken,
Som med sit Skrat fra Taarnet
Højt revnet kaldte Klokken.

Støv laa paa alle Bænke.
Af Malerier spored
Man kun den flinke Ungdoms
Haandtegninger i Choret.

Og som paa Hogarths Plade
I bittert Lune stukket,
Var over Fattigbøssen
Tæt Spindelvævet trukket.

I Stedet for et Orgel
Til Vinterstormens Tuden
Peb Døren med sit Hængsel
Og klirrede Blyruden.

Det eneste Par Engle,
Som fandtes, laa i Gruset,
Ormstukne, invalide,
Henslængt i Vaabenhuset.

Og Lysene paa Altret
Var ikke tændt — bevares!
Der gives intet Sted, hvor
Mer ugenert kan spares.

De tommelange Stumper
Stod paa Profit i Stagen,
Og Dugen var et smudsigt
Og stoppet gammelt Lagen.

Der var en dyb Forladthed.
En Kulde og et Øde,
Der var en rædsom Tomhed,
Som i en Grav hos Døde.

Der var — dog nok om dette!
Du vil ej mere høre,
Og jeg vil ikke heller
Det Værste just berøre.

Nok vel til at forstemme
En Virtuos, endsige
En Dilettant i Troen
Som mig og mine Lige.