Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Den Nordamerikanske frihedskrig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
man maa vel erindre, at Kongressens staaende Hær
ikke var længere end i sin Vorden. Men en saadan
Nøjagtighed i Bevægelserne mod et fælles Mødepunkt
forudsatte bedre Veje og mere imødekommende
Naturforhold, end Urskovene og de store uryddede
Strækninger i Staten New Yorks nordlige Del kunde rose
sig af. Og ét fordredes i alt Fald, at de tre Anførere
fik bestemte Ordrer om, hvorledes de havde at gaa
frem. Saadanne Ordrer blev udfærdigede til
Burgoyne og St. Leger; men der indtraf det kedelige
Uheld, at Koloniministeren, Lord George Germain,
fandt, at Ordren til General Howe ikke var skrevet
saa sirligt, som han kunde ønske det. Og da det
var Lørdag Eftermiddag, og Klokken kun manglede
et Par Minutter i fire, alle ministerielle
Embedsmænds forløsende Time, — Hs. Herligheds Vogn
holdt udenfor, for at køre ham ud paa hans
Landsted til Søndagshvilen — fik kun Ordrerne til
Burgoyne og St. Leger Ministerens Underskrift, og Ordren
til Howe blev liggende for at skrives om Mandag
Formiddag. Men da Mandagen kom, havde man i det
store Kontor faaet andet at tænke paa, og den
afgørende Ordre — af hvilken saa mange Menneskers
Liv og Interesser var afhængig — til General Howe
om at gaa Nord paa langs Hudson og støde til de
andre ved Albany, gik i Hs. Herligheds Papirskurv.
Den 1. Juni 1777 satte Burgoyne sig efter Ordre
i Bevægelse mod Syd med sin Styrke paa 8000 Mand,
af hvilken omtrent Halvdelen var tyske Lejetropper
og 500 Indianere, og gik ved Crown Point over paa
Søens vestlige Bred. Den sydlige Del af
Champlainsøen skærer sig som en lang smal Fjord ind mellem
høje skovklædte Klipper. I Junisolens straalende
Skær bugtede det lange Tog sig frem langs det blaa
Vand — rødkjolede Englændere, blankhjælmede
Tyskere og fjerprydede, kobberfarvede Indianere. Fra
Fortet Ticonderoga saa’ man dem den 1. Juli rykke
frem paa den anden Side af Floden, og General St.
Clair med hans 3000 Mand beredte sig til at give
dem en varm Modtagelse.
Først tre Uger i Forvejen havde St. Clair
overtaget Posten som Kommandant paa Fortet efter den
vigtige og udygtige Pralhals, General Horatio Gates
(Portræt, Sp. 49), der anvendte langt mere af sin
Tid paa at holde sig gode Venner med Kongressens
Medlemmer end paa at passe sine militære Sager.
St. Clair havde derfor haft nok at gøre med at
bringe Fortet i en saadan Stand, at det kunde
modstaa et Angreb. Men det havde en Fejl i selve
Anlæget, en Fejl, som ikke kunde afhjælpes i saa kort
Tid, og det var den, at det blev behersket af en
højere Bjergtop, »Mount Defiance«, paa den anden Side
af Vandet; man havde imidlertid slaaet sig til Ro med
Troen paa, at Toppen var for stejl til, at der kunde
føres Kanoner op paa den.
Men den engelske General Philips fandt det dog
Umagen værd at prøve derpaa. »Hvor en Ged kan
hoppe«, sagde han, »kan en Mand klatre; og hvor
én Mand kan klatre, kan der klatre liere Mænd og
til sidst saa mange, at de kan hale en Feltkanon op
efter sig«. Ad en Hulvej, som skjulte hans Folk for
Fortets Besætning, lod han en Afdeling rykke frem
mod Bjergtoppen, og den 5. Juli lykkedes det dem
virkelig at faa Kanoner slæbt derop.
Saa snart St. Clair saa Rødkjolerne i Færd med
at opplante Kanoner deroppe, vidste han, at Fortet
maatte rømmes. Til alt Held var Englænderne ikke
blevet færdige før Aftenens Frembrud, saa først den
næste Morgen kunde Bombardementet begynde. I
Nattens Mørke og tyst og stille forlod han Ticonderoga.
Kvinder, Børn og Saarede blev bragt om Bord i en
Mængde Baade, for under stærk Bedækning at blive
ført ned til Sydspidsen af Søen og derfra videre over
Land til Fort Edward ved Hudsons øvre Løb. Selv
tog St. Clair med Hovedstyrken Vejen til Castleton i
Green Mountains. Men uheldigvis kom et af Fortets
Træhuse i Brand ud paa Natten, inden Bagtroppen
endnu var kommen i Skjul af den nærliggende tætte
Skov. Øjeblikkelig hørtes Alarmskuddet fra Mount
Defiance (movnt defejæns), »Trodsbjerget«, som
Englænderne havde døbt den skæbnesvangre
Klippeknude, og knap en Time senere tog 1000 Mand det
forladte Fort i Besiddelse, medens Burgoyne med
Resten af Korpset ilsomt satte efter Amerikanerne.
Dagen efter, den 7. Juli, naaede han ved Hubbardton
deres Bagtrop, der kækt optog Kampen mod den
betydelige Overmagt, men til sidst maatte bukke under.
Imidlertid havde St. Clair faaet et saa stort Forspring,
at han fem Dage senere, uhindret naaede Fort
Edward, hvor General Schuyler (sj-øjler, Portræt Sp. 50)
stod med Hovedstyrken af Nord Armeen.
General Burgoyne maatte imidlertid snart ønske,
at han ikke havde Ticonderoga at passe paa. Hidtil
var alt gaaet glat, men nu begyndte Modgangen, og
han havde ondt ved at undvære de 1000 Mand, som
fordredes til Fortets Forsvar. Da han den 10. Juli
stod ved Sydspidsen af Champlain Søen, var han kun
5 Mil fjernet fra Fort Edward, hvor Amerikanerne
befandt sig; men Schuyler havde i den Grad
barrikaderet Vejene nær og fjern med Træstammer og Sten
og overskaaret dem med Vandløb, saa at Burgoyne
med de største Anstrengelser ikke kunde naa mere
end en Fjerdingvej frem om Dagen. Om de
Vanskeligheder, Schuyler havde lagt ham i Vejen, faar man
et Begreb ved at høre, at der paa denne korte
Afstand maatte bygges ikke mindre end 43 Broer.
Men da Burgoyne endelig den 30. Juli naaede
Fort Edward, havde Schuyler forladt det og var
gaaet videre mod Syd. Der var ikke andet for end
at opsøge ham, men jo længere Burgoyne kom frem,
des større blev Vanskelighederne. Thi den Glæde
over Englændernes Komme, som Regeringen saa
bestemt havde ventet sig, og den Hjælp og
Imødekommen overfor den engelske Hær, som skulde være
Følgen deraf, mærkede han ikke nogetsomhelst til.
Tvertimod, det var, som om han drog frem gennem
et fjendtligt Land. Den største Del af
Landbefolkningen skjulte deres Ejendele og forlod deres Huse,
hvor hans Vej kunde ventes at falde forbi, og førte
Kvæg og Heste med sig; det begyndte at skorte
stærkt paa Levnetsmidler, og bag ham,
berettedes der, samledes Landeværnets øvede Mandskab og
truede med at afskære ham Tilbagevejen.
Havde der været et kongeligsindet Parti i disse
Egne, saa var det gaaet fuldstændig i Stykker,
da det viste sig, at Kong Georg lod sine Generaler
slutte Forbund med Koloniernes argeste Fjender, de
grusomme, blodtørstige Indianere. Det Venskab skulde
nok gøre det af med alle loyale Fornemmelser. I
England vakte denne Alliance almindelig Forbitrelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
