Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Den franske revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DET NITTENDE AARHUNDREDE
i stadig økonomisk Tilbagegang, og selv under
normale Forhold var Statsindtægterne ikke tilstrækkelige
til Landets Behov. Noget Statsregnskab blev aldrig
offentliggjort, og Befolkningen anede ikke, at
Regeringen arbejdede med et stadigt voksende Underskud,
som i 1774 var naaet op til 80 Mill. og en Statsgæld,
hvoraf samtidig Renten beløb sig til 106 Mill.
Necker, den borgerlig fødte, protestantiske
Bankier fra det republikanske Genf blev modtaget med
en umaadelig Jubel af alle, — selv om Jubelen
havde forskellige Grunde. Som Calvinist kunde han
ikke faa Titel af Minister, da dermed fulgte Sæde i
Statsraadet, og Protestanterne var udelukkende fra
alle Embeder. Men denne Udelukkelse forøgede
kun hans Folkegunst. Den
kloge, for sin Hæderlighed
højt ansete Rigmand
forstod at benytte den
overordentlige Tillid, man
nærede til ham og til hans
Indsigt i Finansvæsenet, til
at bringe nogen Orden i
Sagerne og skaffe
Statsmaskineriet øjeblikkelige
Lettelser. Men det var kun øj
e-blikkelige Lettelser,
skabte ved Laan. Thi Necker
var mere en behændig
Finansmand end en duelig
Statsmand og søgte ikke saa
meget at ramme Ondet i dets
Rod som at holde Tingene
gaaende. Da han endog
formaaede uden Skattepaalæg
at afholde Udgifterne ved
Frankrigs Deltagelse i den
amerikanske Frihedskrig
(1778—83) — de beløb sig
til ikke mindre end 1200
Mill. Frcs. — kendte
Begejstringen for Frankrigs
Redningsmand ingen Grænser.
Men med en
Finansstyrelse, der var grundet paa
Laan, var Orden og
Spar-so m m eligh e d nødvendigere
end nogen Sinde ellers. Og
med Fordringen om større
Sparsommelighed ved Hoffet
stod Necker akkurat dér,
hvor Turgot havde staaet. Dronningen og
Hofpartiet modarbejdede ham, som de havde
modarbejdet hans Forgænger, og Kongen selv havde
personlig Uvilje imod ham. Neckers store Folkeyndest
krænkede Kongen, og da han i 1781 foretog det
uhørte Skridt at offentliggøre en i øvrigt meget
forskønnet Redegørelse for Finansernes Stilling — et
Skridt, der hilsedes med Jubel af’hans Tilhængere
og med Forbitrelse af hans Modstandere — laante
Kongen endelig Øre til Dronningens Forestillinger;
han betragtede det selv som en uhørt Dristiglied at
udlevere saadanne — efter Hoffets Mening — Folket
uvedkommende Regeringshemmeligheder som
Forvaltningen af Statens Penge. Da Necker — modarbejdet
fra forskellige Sider — i Maj 1781, i det stille, ær-
gerrige Haab, at han havde gjort sig uundværlig,
paa Skrømt indgav sin Afskedsbegæring, blev den
straks bevilget.
Kongen kastede sig nu ganske i Armene paa
Hofpartiet, og Reaktionen viste sig paa alle
Omraader. Det er foran omtalt, hvorledes der blev
draget endnu skarpere Skel mellem de privilegerede
og de uprivilegerede Stænder end tidligere; der blev
paalagt det udpinte Folk en ny Skat, og selve Valget
af den nye Finansminister, den begavede, men
letsindige og ødsle Calonne, en Protegé af Greven af
Artois, viser Hofpartiets Magt. Oppositionen blev
fuldstændig overvældet ved den pludselige Reaktion,
og der blev en Tid Stilhed, — men det var kun
Stilheden før Stormen.
Calonnes Valgsprog som
Finansminister var en
Hofmand værdigt: Vil man
have Kredit, maa man slaa
stort paa og forstaa at
imponere ved sin Flothed. Det
var en anden og i
Hofpartiets Øren behageligere Tale
end Turgots og Neckers
Prækener om
Sparsommelighed. Og Calonne forstod sin
Kunst. I Løbet af tre Aar
havde han gjort Laan til et
Beløb af næsten 800
Millioner. Selv Kongen glemte
nu sin tidligere Stræben
efter at undgaa unødvendige
Udgifter. Han købte
Slottet St. Cloud og forærede
det til Dronningen; det var,
som der blev sagt, »kun en
Ring til hendes Finger«,
men en Ring, som kostede
7,700,000 Frcs. For 16
Mill. Frcs. købte Kongen
Slottet Rambouillet, en
falleret Hertugs Godser
erhvervede han for 12 Mill.,
og Naadepenge og Gaver
uddeltes som aldrig før.
Men under denne herlige
og fornøjelige Lystsejlads følte
Styrmanden, uagtet han kun
saa’ beundrende Smil paa
alles Ansigter og hørte
Behageligheder fra alle Munde, sig dog ikke sikker. Han
vidste, at han løb en umaadelig Risiko. Naar alle
andre Udveje til at skaffe Penge var lukkede, naar
Staten ingen Kredit havde mere, var der kun et
tilbage: Privilegiernes Afskaffelse. Over for den
haarde Nødvendighed, mente han, maatte de
privilegerede Stænder falde til Føje og opgive deres
Forrettigheder, lige som man under Storm til Søs,
om Bord i et Dampskib, naar Betingelserne for
Maskinens Bevægeevne, Kullene, ere slupne op,
stundom maa bryde Kahytterne ned, om de saa er
lavede af aldrig saa kostbart Træ, og kaste dem
paa Fyrstedet, under Kedlerne, maa brænde Master
og Ræer, Møbler og Rejsegods, for at skaffe Damp,
for at undgaa fuldstændigt Skibbrud og naa en frel-
Fig. 85. Schweizergardist i 1789.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
