Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
•187
Jorden af Dyrebart og Rent og Helligt, en uendelig
Længsel, en usigelig Vemod aandede op af den, og den
stilnede af og døde hen ligesom i himmelske Sfærer. . . .
Lavretzky havde rejst sig, han stod ret op og var
bleg af Begejstring. Hans Sjæl, der lige fornylig
var blevet vakt af Kjærlighedens Lykke, indsugede
begjærligt disse elskovsglødende Toner. »En Gang
til!« bad han sagte, da den sidste Akkord var død
hen. Den Gamle saa’ paa ham med et Ørneblik,
slog sig for Brystet, sagde langsomt og paa Tysk:
»Det har jeg skrevet for jeg er en stor Musiker!«
og spillede saa igjen sin vidunderlige Komposition. . . .
Der var ikke Lys i Stuen; men Skjæret af Maanen,
som lige var staaet op, faldt skraat ind gjennem
Vinduerne. Tonende vibrerede den bevægelige Luft;
det fattige lille Værelse lod til at være blevet
forvandlet til en Helligdom, — højt og begejstret
tronede derinde, i den sølvklare Halvskygge, den
Gamles Hoved. . . . Lavretzky gik hen til ham og
omfavnede ham. I Begyndelsen besvarede Lemm ikke
Omfavnelsen, ja søgte endog at afværge den
med Albuen; han sad længe og rørte sig ikke af
Pletten, saa’ frem for sig med et strengt, næsten vildt
Udtryk, og brummede kun to Gange : »Ah !« Men saa
blev Udtrykket i hans forstyrrede Ansigt efterhaanden
roligere, han kom til at se ud, som han plejede, han
smilte svagt af Lavretzkys fyrige Bifaldsudbrud,
og brast tilsidst i Graad og hulkede ganske sagte,
som et Barn.
— Det er besynderligt, sagde han: — at De
netop skulde komme herop nu. Men jeg véd det,
jeg véd det Altsammen!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
