Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Et par ord i striden mellem hr. H. og hr. Klint.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvad mener hr. H. så om 1848? Fik vi også dengang
krig, fordi vi „slog på sværdet“, fordi vi troede at have en
„militær opgave“? Alle véd, at lige det modsatte var tilfældet.
Man tiltroede os ikke mod og evne til at forsvare vor ret,
derfor væltede man sig over os. Vor modstand kom uventet,
men det var den, som reddede os. Uden modstand dengang,
uden krigen 1848—50, vilde vi nu have været et forsmædelig
lemlæstet, tilsideskudt, helt eller delvis i Tyskland indlemmet
folk, uden selvagtelse og uden fremtid. Man huske på,
hvorledes påstanden om vor ynkelighed og om halvøens urgamle
tyskhed dengang var i kurs; tror man i alvor, at den vilde
være bleven taget tilbage uden vor håndgribelige protest? Den
vilde selvfølgelig være skreden frem fra Jylland til øerne og
videre nord på. Man må være blind for de virkelige forhold
i historien, når man tror, at „et blomstrende nationallivs
almindelige anerkendelse“ har noget at betyde, når en så
væsenlig side af nationallivet som viljen og evnen til at forsvare
sin ret og sin ære mangler.
Og endelig i 1864. Også her er kritiken af „vor
politik“ hørt før; men hvorledes man end opfatter den, vil dog
ingen kunne tro, at vi ved at vige tilbage for Preussens og
Østrigs fordring på at tage Sønderjylland „i pant“ skulde
have undgået dets tab. Nej, vi vilde have sparet mange
menneskeliv og mange penge, men landet havde vi tabt
alligevel og, vel at mærke, befolkningen med. Thi hr. H. må have
meget uklare og meget urigtige forestillinger om de danske
Sønderjyder, hvis han tror, at det i første linje er det
blomstrende nationalliv, som knytter dem til Danmark. Nej, det
er den personlige kærlighed til et personligt folk, som her er
bindemidlet; det er blodet på vore valpladser, som har været
og endnu bestandig for dem er fremfor alt andet det stærke
vidnesbyrd om Danmarks ret; thi, som der står på de faldnes
grave: „Ingen haver større kærlighed end den, som giver sit
liv for sine brødre“. Måske er dette ulogisk og umoderne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
