Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Antigone
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Støttende sig til et Alter foran Kongeborgen i Theben
staaer Antigone taus og hensunken i Tanker. Ved Lyden af
Fodtrin løfter hun Hovedet. Ud af en Sidedør i Paladset
træder Ismene. Antigone gaaer hende imøde, griber hendes
Haand og fører hende frem paa Prosceniet.
Antigone.
1VI it eget Liv, Ismene, Du min Søstersjæl,
Hvad Jammer veed Du af Ødipus’ Rædselsarv
Som Zeus ej lader times i vor Levetid?
Ak, ingen Sorg kan nævnes, ingen Syndestraf
Og ingen Skjændsel, ingen Skam for Dig og mig,
Som ikke jeg saa skeet og fuldbragt over os.
Og hvilken Dom er det nu, der, som Rygtet gaaer,
Blev kundgjort nys af Fyrsten for alt Stadens Folk?
Fornam Du noget, eller blev det for Dig dulgt,
At en, vi elske, er af Fjendens Had forfulgt?
Ismene.
Ak, nej, om ingen, jeg har kjær, Antigone,
Fornam jeg Budskab, godt saa lidt som ondt, fra sidst
Da begge to vi begge vore Brødre saa
I blodig Tvekamp for hinandens Haand forgaa.
Fra samme Stund, Argiverhærens Fjendeflok
Inat paa Flugt blev slagen, veed jeg intet mer,
Slet intet, intet, ingen Sorg og ingen Trøst.
Antigone.
Det skjønned jeg. og derfor jeg dig kalde lod
Af Slottet ud, at ene Du mig høre skal.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
