Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
137 TOLKNING AF RUNEINDSKRIFTEN PÅ RÖKSTENEN. 137
skulde være överfört på stridbare mænd. Heller ikke *
kan jeg, uagtet goti hest i sin oprindelse falder sammen
med entalsformen af folkenavnet Götar, tro, at skaldene
kaldte en hest goti, fordi Goterne i almindelighed havde
de bedste heste; ti den norröne digtning syftes tydelig
at pege hen på en anden betydningsudvikling.
Gjukun-gen Gunnar, der kaldtes Goternes konge1), havde nemlig
en hest Goti2), der ved dette navn var betegnet sqm en
gotisk hest. Og fordi nu dette navn var vel kjendt fra
den Heroiske digtning, blev det,af skaldene överfört til
at tjene som betegnelse for enhver hest, ligesom navnet
på Odens gånger Sleipnir, på Sigurd Fåvnesbanes Grani,
Hognes Hölkvir, Atles Glaumr o. s. v. Ligeså betegner
Skiöldungr og BuUungr egentlig hövdinger af bestemte
i sagnet navnkundige ætter, men skaldene bruge dem i
mere almindélig betydning: konge, hövding. En sådan
appellativisk brug af de anförte navne kunde först
op-stå, efteråt de i sin egentlige særlige betydning gjennem
länge tider ofte havde været nævnte i sägn og digt;
Goti kunde i skaldesproget ikke blive udtryk for enhver
hest, förend digtningen om Gjukungerne var gammel og
vel kjendt hos folket. Hvis min mening om ordets
oprindelse er den rette, synes altså ordet kuta på
Rökstenen (hvilket man ingen grund har til at betragte som
lån fra et andet nordisk lands skalde) at forudsætte, at
digtningen om Gjukungerne allerede længe för den tid,
på hvilken Rök-stenen blev reist, var kjendt i Sverige;
og man tör kanske endog tænke sig, at den der
gjennem en længere udvikling, efteråt ældre kvæder om
samme æmné var trængte tilbage, havde skudt frem i
en c^igtform, der i månge hoveddrag var ensartet (men
1) §e f. eks. Grimildr gotnesk hona GuÖr. II, 17.
2) Gunnarr reiÖ Göta heder det i Völsungasaga cap. 27 tydelig efter
et gammelt kvæde og i Kålfsrøa (Snorra Edda I3 484; Sæmundar Edda
i min udgave s. N334j.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
