Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
med en stille Reservation for sin Faders Ved
kommende. Det var jo ikke umuligt, at der
inden Regjeringen kunde findes Personer, som
trængte til Kritik; men at der var noget at
udsætte paa Statsraad Bennechen, faldt ham
ikke ind med en Tanke. •
Medens Moderen kastede al sin Ømhed
paa den smukke Alfred og kun havde lidet
tilovers for „de to mislykkede" — som hun
kaldte Hilda og Johan, var Faderen omtrent
den samme i sit Forhold til alle Børnene, —
ja det hændte endogsaa, at han vovede en
svag Opposition mod Fruen, nåar hun for
kjælede Alfred altfor galt.
Dette var nok for Johan, som ikke var
forvænt i saa Maade; og jo ældre han blev,
desto mere steg hans Agtelse for Faderen,
saa den tilslut blev næsten som en Religion
for ham.
Men nu var det jo netop Faderens for
nemste Egenskab — hans Livsprincip : det
respektable, det fine, korrekte, som Johan vilde
støde an imod — ja løbe Storm imod ved en
saa absurd Forbindelse — med en stor rød
haaret Bondepige.
Johan tænkte sig, hvad vel Faderen vilde
sige og gjøre, om han fik Nys om sin ældste
Søns Daarskab. Var det ikke først efter
uendelige Forhandlinger, det var bleven ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
