Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I jomfrueligt farvand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
NORDVES TPA SS A GEN
igjen, saa vi hvert øieblik ventet at se skibsplankerne sprede
sig paa havet. Straakjølen splintredes og fløt op. Der var
ikke stort andet for os at gjøre end at iagtta begivenhedernes
gang og rolig avvente utfaldet.
Egentlig rolig kan jeg jo ikke netop si jeg var, der
jeg stod oppe i riggen og fulgte dansen fra den ene sten til
den anden. Jeg stod der med den bitreste selvbebreidelse.
Havde jeg sat ut en vakt i mastetønden, vilde dette aldrig
ha hændt. Han vilde nemlig paa lang led ha observeret
revet og varskudd. Skulde nu denne min uforsigtighed
bringe hele vort forehavende til at strande! Dette, som var
begyndt saa udmerket, — vi, som havde naadd saa langt,
længere end nogen før os, — skulde vi, som saa lykkelig
havde klart os over de dele av passagen, der av alle ansaas
for de vanskeligste, — skulde vi nu bli nødt til at stanse
og vende tilbake med skam! Vende tilbake — ja! Det
kunde bli et spørsmaal det. Splintredes skuten — hvad saa?
— Jeg maatte holde mig fast av alle kræfter for ikke at bli
slængt langt tilhavs, hvergang skuten efter at være løftet
atter sattes ned i stenene.....Om skuten splintredes!
Dertil var utsigterne de aller største. Revet blev stadig
grundere, og henne i utkanten kunde jeg se, hvor det brøt
paa det. Just dit saa det ut til, at den rasende nordenstorm
vilde føre os. Seilene stod som trommeskind, riggen skalv,
og jeg ventet hvert minut at se den gaa overbord. Vi
nærmet os stadig det grundeste av revet, og værre og værre
pisket skumsprøiten over skuten.
Jeg ansaa det nu for noget nær umulig, at fartøiet vilde
holde sammen over revets ytterkant, — det laa jo næsten
tørt! Endnu var der tid til at sætte en baat paa vandet og
laste den med det nødvendigste.
Jeg stod deroppe i den forfærdeligste avgjørelsens vaande.
Paa mig hvilte ansvaret — og øieblikket nærmet sig, da jeg
maatte træffe mit valg: Forlate Gjøa med baatene og la den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
