Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
96 IL kap. I. Den engelske kommissionshandels historie.
maatte dog ikke forøges". Straks her ser man den modsætning mellem de smaa
og de store Levantkøbmænd, som før er omtalt, og som var den væsentligste
aarsag til kompagniets stærkt vekslende skibsfartpolitik i den første halvdel
af det 17. aarh., selvom ogsaa allerede nu bestræbelserne for at regulere pri-
serne i Levanten, d. v. s. holde dem oppe paa en vis højde, momentvis gør sig
gældende. De store Levantkøbmænd var nemlig for størstedelen selv tillige skibs-
ejere, eller de var i alt fald i stand til at afsende saa store varepartier, at de,
især naar et par af dem slog sig sammen, med lethed kunde fragte et skib. Derfor
var de tilhængere af en saa fri skibsfartpolitik som muligt, helst saaledes, at det
stod enhver frit for at sende varer afsted, naar og hvorledes han ønskede, i det
mindste saaledes, at ,private skibe", som disse af enkeltmand eller nogle med-
lemmer i forening fragtede skibe kaldtes, maatte gaa i Levantfart ved siden af
kompagniskibene. Disse havde deres tilhængere blandt kompagniets mindre kapital-
besiddende, ikke skibsejende medlemmer; ikke blot fordi de opnaaede billigere
fragter, naar det var kompagniet, der paa alles vegne sluttede certeparti med skibs-
ejerne, men ogsaa fordi det saa lettere lod sig gøre at skaffe de varer, der afsendtes,
en god pris i Levantmarkedet, idet beslutningen om at afsende kompagniskibe altid
ledsagedes af mere eller mindre omfattende forbud mod privat skibsfart. Og det er
klart, at den mand, der kun havde mindre varepartier at afsende, var mere inter-
esseret i at opnaa en god avance, end de, der med større afsendelser kunde nøjes
med en mindre. Deraf da denne kamp mellem kompagniskibe og fri skibsfart,
som vi her skal følge, fordi det synes af ikke ringe interesse at fremhæve dette
sagforhold overfor de stærke angreb, der senere i tiden og af moderne forfattere
rettes netop mod den skibsfartpolitik, der gav sig udslag i kompagniskibene.
Modsætningen er som sagt stærkt fremme allerede i 1611. Det er klart, at
intet øjeblik var gunstigere til afsendelse af et privat skib end umiddelbart før af-
sendelsen af kompagniskibene, naar al anden eksport var standset. Det var, hvad
Henry Garway, der i disse aar vistnok kan betragtes som storkøbmændenes
fører, og andre medlemmer indsaa; 6. novbr. oplystes det, at de havde brudt den
nylig vedtagne akt ved at lade og afsende et skib til Levanten. De undskyldte sig
med, at de ikke havde været vidende om aktens vedtagelse og anmodede kompag-
niet om overbærenhed i denne sag. Dette bestemte, at der skulde afkræves 10 %/o
ved skibets ankomst til Levanten, og raadet (the court of assistents), til hvem af-
senderne appellerede, bekræftede denne beslutning. Alligevel vilde overtræderne
ikke bøje sig, og de synes at have været indfiydelsesrige nok til at fremtvinge et
gunstigere forlig, thi 18. novbr. besluttede kompagniet, at da de kun havde afsendt
40 baller klæde og kersies, skulde de have lov til at landsætte disse paa Scio,
sælge saa mange af dem, de kunde, dær og saa indlade resten paa kompagniskibene
til Tripolis",
Da nu akten af 1611 2. oktbr. var ved at udløbe, toges spørgsmaalet om ord-
ningen af skibsfarten atter op til forhandling paa kompagniets almindelige forsam-
ling 1612 25. juni; referatet af dette møde afgiver vidnesbyrd om, hvor stærkt de
to partier stod mod hinanden. Nogle medlemmer, siges der, erklærede, at den
bedste maade at skabe almindelig tilfredshed paa, vilde være at gøre al skibsfart
fri, saa at hvert medlem af kompagniet kunde handle til Levanten saaledes, som
det passede ham bedst. Herimod blev der fra anden side opponeret, idet det blev
fremhævet, hvor mange uheldige, uretfærdige og farlige følger en saadan ordning
vilde faa. Alligevel viste det sig ved afstemningen ved haandsoprækning, at fler-
tallet ønskede den gamle akt suspenderet; man blev saa enig om, at fri skibsfart
skulde være alle tilladt indtil 1613 2. juli, men at efter den dag den tidligere akt
igen skulde træde i kraft?
1 R. O. 147, 1021, 1041,
2 Whereas heretofore vpon due consideracon there haue beene divers actes made and sett downe
to prevent disorder and confusion in the course of trade vsed by this company, which was done by restraint
of all shipping, that at any tyme was fraighted by any of the company either for Constantinople, Aleppo
or other places towards the eastward of Zant without speciall leaue first obtained at a generall court .....
Now forasmuch as the last act made to the purpose aforesaid is expired in this present month of July, and
the company entering into consultacon at this meeting for the setting forth of ther shipping according to
their custome at this time of the yeare it was propounded by some of this society, vat the most convenient
course (to giue generall contentement) was to sett all shipping free and euery one of this fellowshipp to
trade into the priviledges at his pleasure, to which opinion though some opposition was made shewing the
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
