Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 II. kap. I Den engelske kommissionshandels historie.
hovedmassen af den engelske eksport til Levanten’. Spørgsmaalet om
fri skibsfart eller kompagniskibe var da væsentligst blot et spørgsmaal
om den maade, hvorpaa denne engelske eksport skulde foregaa; om
skibene skulde afgaa enkeltvis, eftersom de fik indladet, eller i samling,
om de private skibsejere skulde kunne diktere fragt- og andre betingel-
ser, eller om kompagniet skulde træffe aftale paa alles vegne. Og her
synes det mig da, at kompagnifarten paa alle maader frembød de største
fordele.
Men dertil kom, at saaledes som skibsfartsordningen i aarenes løb
var bleven bestemtere udformet, gav den sikkert nu den private fore-
tagsomhed og spekulationslyst tilstrækkeligt vidt’ spillerum. Det med-
lem, der vilde spekulere i opkøb af Levantvarer udenfor den egentlige
omsætningstid, kunde saaledes frit sende et skib afsted med fremmede
varer eller tin, eller han kunde — hvad vi trods det staaende forbud
mod eksport af penge eller ædelmetal fra England allerede har set eks-
empel paa — sende et skib afsted i ballast med penge eller snarere
vel, for at omgaa forbudet, med en veksel til sin faktor. Saaledes var
alene engelske varer undtagen tin forbeholdt kompagniskibene d. v. næ-
sten alene sige: klæde og andre uldmanufakturer.
De dybere aarsager til denne ordning var dels det, at en jævn og stadig sti-
gende eksport af engelske uldmanufakturer nu og altid, saalænge kompagnierne
blev bestaaende, ansaas for deres nationale opgave, det, der udgjorde deres egent-
lige eksistensberettigelse, saa at intet angreb var farligere for kompagniet, lettere
fandt støtte hos regering og folkemening end det, der kom fra klædemagere og
vævere, der var misfornøjede med, at kompagniet ikke aftog varer nok, eller at dets
opkøb var altfor ujævne og uregelmæssige. Dels var der sikkert ogsaa her en
aarsag i selve handelens gang; der kan næppe være tvivl om, at forbruget af Le-
vantvarer i England langt lettere lod sig udvide end forbruget af engelsk klæde i
Levanten. Thi vel lykkedes det Englænderne i aarenes løb at trænge de italienske
og franske tekstilstoffer tilbage, men fremgangen maatte ske langsomt; vi har set,
at det mindste forsøg paa at forcere den, at en kort tids ujævnhed i tilførslen
straks demoraliserede markedet. Derimod høres der paa denne tid og senere i
det 17. aarh. ingen klager over, at der ikke i England opnaaedes en passende pris
for Levantvarer.
67. Retsgrundlaget for kompagniets handel i Tyrkiet var de ,ka-
pitulationer", som William Hareborne 1580 havde faaet tilstaaet af sultan
Murad 3., og som 1593 stadfæstedes og i enkelte punkter nøjere præ-
ciseredes?,
] disse kapitulationer tilsagdes der først og fremmest engelske skibe og køb-
mænd sikkerhed og retsbeskyttelse. Overalt i Tyrkiet, til lands og til vands, skulde
de engelske købmænd trygt kunde handle; i tilfælde af skibbrud skulde der ydes
dem hjælp (art. 1—7); alle engelske undersaatter fritoges for kopskat, og fandt man
en engelsk undersaat som slave, kunde gesandten forlange ham sat i frihed (art.
12—13). Men deres vigtigste indhold var iøvrigt ordningen af de engelske køb-
mænds retsstilling i Tyrkiet. Ubetinget indrømmede den tyrkiske regering dem
egen jurisdiktion, alle trætter mellem Englændere indbyrdes skulde, uden at de
tyrkiske embedsmænd blandede sig deri, afgøres af deres egen gesandt eller konsul
1 Cf. om den venetianske skibsfarts regelmæssighed i det 16. aarh. Meder 1!: und gemeinlich
vmb Liechtmess gehen die naue in Soriz nach der wollen bey 8& oder 9 naue . . . so gehen hinweg die
naue in Soria zum andernmal nach wollen gewonlich in Julio, sind gemeinlich 8 oder 9. etc.
? Hakluyt II, 143–45; en afskrift R. O. 143, 430 33! Cf. Noradounghian I, 35 nr. 181,
37 nr. 193, 147—50. De i teksten anførte artikeltal henviser til Noradounghians aftryk af de engelske
kapitulationer af 1675 1. c. 146 —69.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
