Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
216 II. kap. Il. Den engelske kommissionshandels form.
Men naar man forlangte, at de unge mænd"som lærlinge skulde foretage en saa
farefuld rejse og i saa lang tid opholde sig ude og dær paa en saa selvstændig
maade varetage sine principalers interesser, blev det nødvendigt at stille sig liberalere
med hensyn til deres ret til egenhandel; havde merchant adventurers — forsaavidt
handelen til dets særlige omraade angik — indskrænket lærlingens ret til egen-
handel til, at han i det ottende og sidste aar maatte afskibe 100 stk. klæde for
egen regning, synes Levantkompagniet at have tilladt dem i alle fire aar at handle
paa deres principalers stint for et vist beløb. Naar lærlingen saa i Tyrkiet var
optaget som medlem, fik han jo fuld medlemsret og blev selv ,stintet"; det første
aar maatte han handle for % 250 for egen regning, det andet for % 500, og derefter
for £ 100 mere hvert aar, indtil han naaede en stint af £ 1000. Denne ordning
stillede da rent formelt, i forholdet til kompagniet som helhed, faktorerne efter de
fire lærlingeaar paa samme fod som principalerne; man kunde ligesaagodt blive
medlem af kompagniet i Tyrkiet som i England; men der var ganske vist den
karakteristiske forskel, at man som medlem i Tyrkiet ikke kunde naa en højere
stint end % 1000, medens man dog i England kunde naa £ 4000".
Det første Levantkompagni kom jo imidlertid ikke til at prøve, hvorlænge
det kunde have fastholdt disse regler i praksis, og det nye af 1605 traf en helt
anden ordning. Det betonede skarpere Englands, eller rettere Londons, absolute
stilling i kompagniet, idet det ikke traf nogen ordning, hvorefter der kunde optages
medlemmer noget andet sted end i London, eller for nogen anden myndighed end
kompagniets almindelige forsamling dær. Handelen i Tyrkiet var ogsaa i dette
kompagnis første tid saa usikker, at man næppe tænkte sig, at der vilde danne sig
en kreds af købmænd, som i en længere aarrække drev forretning derude; man
antog, at faktorens gerning nærmest vilde blive supercargoens, at der vilde finde
en hurtigere personveksel sted, at de fleste faktorer i alt fald faa aar efter, at de
havde aftjent de tre aar af deres læretid, vilde vende tilbage og saa drive forretning
som principaler fra England. Derpaa tyder det ogsaa, at chartet af 1605 havde denne
bestemmelse om, at de tre aar kunde være fordelt paa flere mindre tidsrum; det
vilde jo netop sige, at lærlingen ikke var fast bosat i Tyrkiet, men gik dertil fra
tid til anden som supercargo. Udviklingen gik i en anden retning, men en saadan
opfattelse kan i alt fald have været medvirkende til, at det fra begyndelsen af og
senere stadig hævdedes, at medlemsoptagelse kun kunde finde sted paa den alminde-
lige kompagniforsamling i London.
182. Som det første Levantkompagni indsaa ogsaa det andet nød-
vendigheden af i større omfang, end det ellers havde været tilfældet, at
tillade lærlinge at drive handel for egen regning. Eftersom det opgav
stintning, kunde det ikke foreskrive nogen regel om, at lærlingens handel
skulde finde sted indenfor deres principalers stint. Men det var dog
meningen, at den skulde finde sted gennem principalerne. Herpaa tyder
en ordre af 1663 1. decbr. — der sikkert som saa mange ordrer fra
reorganisationstiden efter 1661 kun er en fornyelse af ældre ordrer —
hvorefter kompagniet paa spørgsmaal om, i hvor udstrækning det vilde
tillade lærlinge at handle med de smaasummer, som deres gode venner
vilde laane dem, ordrede, at ethvert medlem maatte hos rederen sam-
men med sit eget gods lade indføre gods til en værdi af £ 200 for
hver lærling, han havde enten hjemme eller i udlandet, og hvis lær-
lingetid nærmede sig sin afslutning”, Man vil se, at denne bestemmelse
er lidt svævende; ganske sikkert, fordi imidlertid en anden praksis var
vokset op, der gjorde den ret uvirksom. Man var nemlig kommet ind
1 Brit. Mus. Harlelian mss. 306, 74! ordre 48: How apprentizes resident on the other side
shalbe made free there, and to what valew they may trade vppon theire maysters stinte within there tearme,
and how they shalbe stinted after theire admitting into the freedome viz. 250 £ the first veare, as muche
the second veare and euerie yeare 100 £ more, vntill they come to 1000 £ stint.
2 R. O. 152, 177.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
