Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Attachement og sequestration. 235
203. Det er kun ganske naturligt, at man i England selv i læn-
gere tid kunde mene, at det var tilstrækkeligt til opnaaelse af dommens
maal, at der kunde udøves et pres paa den person, af hvem lydighed
fordredes; det vilde altid være en i England selv fast bosiddende person,
som ikke uden de største ubehageligheder for ham selv kunde unddrage
sig fuldbyrdelsen eller slippe bort fra domstolens rækkevidde. Derimod
var den kreds af personer, der var kompagnidomstolens jurisdiktion
undergivne, meget skiftende, ofte befandt den sagsøgte sig slet ikke
indenfor dens omraade, han kunde let forlade det med skib og gods.
Her har man da langt tidligere følt det utilstrækkelige i det pres, der
kunde lægges paa personen selv, og saaledes var man hurtig naaet til
at skaffe dommen fuldbyrdelse ved angreb paa godset i stedet for paa
personen; og det saa meget lettere, som langt de fleste domme ikke
forlangte, at den domfældte skulde foretage sig den eller den specielle
handling, men blot, at han skulde betale en sum penge. Men udvik-
lingen havde ogsaa her været saa hurtig, at man ikke var blevet
staaende ved det mellemstandpunkt, der kendes i England, hvor sekve-
strationen blot betød, at den omstridte ting af sekvestratoren (altsaa her
kassereren) unddroges den uretmæssige besidder og opbevaredes, indtil
denne havde efterkommet dommen; sekvestrationen indbefattede her
allerede ogsaa udlevering eller realisation og betaling.
Merchant adventurers ordrer skelner mellem attachement og sekve-
stration. Attachement er den foreløbige sikkerhedsforholdsregel, arresten,
der kan bringes i anvendelse i visse bestemte tilfælde, nemlig, naar
sagsøgte eller debitor var mistænkt for at ville unddrage sig sine for-
pligtelser ved flugt eller for at være fallit, eller virkelig var bortflygtet
eller fallit, insolvent, død eller ikke kunde være nærværende. Ved
attachement beslaglagdes debitors gods i kreditors egen, tredjemands
eller debitors besiddelse, saa at der ikke kunde disponeres derover af
nogen; i sidste tilfælde kunde arresten allerede antage sekvestrationens
ydre form, idet kompagniet, forsaavidt det arresterede gods ikke syntes
tilstrækkelig sikkert i debitors forseglede varehus, ved sin kasserer selv
kunde tage det i forvaring. Men bortset fra dette tilfælde anvendtes
sekvestrationen som eksekutionsmiddel, der bragtes i anvendelse, hvor
dommen gjaldt pant eller gods, eller hvor domfældte ved appel andet-
stedshen søgte at unddrage sig dommen. Særlig anvendtes den i for-
bindelse med attachement, der, forsaavidt den ved dom kendtes beret-
tiget, efterfulgtes af sekvestration; det arresterede gods overgaves til
kompagniets kasserer for af denne at udleveres eller realiseres.
204. Retstilstanden indenfor merchant adventurers er den nød-
vendige forudsætning for at forstaa den udvikling, der kan forfølges
indenfor Levantkompagniet. Ogsaa dettes ret til egen jurisdiktion over
them, and it was said, that at first these sort of sequestrations were only granted in case of personal duty
concerning land; but they ought not to sequester land for debt arising upon a persona! contract not con-
cerning the land sequestred. But Holt C. J. said: you move for a strangee to the bill and answer and
proceedings in Chancery, and therefore you must take your remedy at law; you don’t tell, that you have
brought trespass against this sequestrator, and that they stop you by injunction out of Chancery — and no
more was done in the matter. Note, the Master of the Rolls said, that that way of sequestration seemed
now to have the countenance of an act of parliament, for that the statute of Will. 3 (sic!) did recite it
and allowed it. Viner: Abridgement of Law and Equity. London 1742 19, 326.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
