Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Den engelske Kommissionshandel - 2. Den engelske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den engelske type. 283
Derfor har engelsk ret paadømt hver enkelt sag, som den tvivlende
praksis henskød til dens afgørelse, alene ud fra det foreliggende, i hvert
tilfælde særegne sagforhold og er først derigennem naaet til langsomt
og med stor forsigtighed at formulere en hel række specielle regler, der
hver for sig kun har en meget begrænset rækkevidde, og som kan
skydes tilside, saa ofte sagforholdet ikke er ganske ensartet med de til-
fældes, hvorover reglen er dannet. Derved bevarer engelsk retsudvik-
" ling en bevægelighed, der gør det muligt for den at følge det praktiske
handelslivs udvikling, og kun forsaavidt det viste sig eller efterhaanden
har vist sig, at dette har følt trang til mere almindelige regler, der
under eet afgjorde bestemte grupper af tilfælde, hvis sagforhold paa et
væsentligt punkt var det samme, har engelsk ret udtalt disse alminde-
lige regler. Af saadanne grupper af tilfælde blev særligt to fremtræ-
dende, de nemlig, hvor distantia loci foreligger, og de, hvor principalen
staar i et forpligtelses- eller gældsforhold til faktoren. Under hele dette
arbejde har engelsk ret tillige kunnet fastholde bevidstheden om, at
berettigelsens fordeling og omfang ikke fremkaldes af de samme aarsager
eller bestemmes ved de samme, hensyn som dem, der bestemmer for-
pligtelsens. Derfor har i engelsk ret faktorens handlen ,i eget navn"
ikke den betydning, at den gør faktoren saavel alene berettiget som
alene forpligtet. Faktoren kan, hvor han har et lien paa principalens
ejendom, kræve selv at blive berettiget overfor medkontrahenten udaf
kommissionsforretningens afslutning, men hvor et saadant forhold ikke
foreligger, kan principalen til enhver tid for sig forlange forretningens
udførelse og alle rettigheder overfor medkontrahenten, der følger af
forretningsafslutningen; at faktoren har handlet ,i eget navn", medfører
her blot for medkontrahenten en ret til at kompensere sin forpligtelse
med et eventuelt krav paa faktoren!’. Og omvendt forpligtes faktoren
vel selv overfor medkontrahenten, selvom denne ved, at og for hvilken
fremmed regning han handler, men — til det tilfælde, at han har handlet
for en udenlandsk kommittents regning, skal jeg senere vende til-
bage — han forpligtes ingensinde alene, for medkontrahenten opstaar
der af kommissionsforretningen stedse tillige et krav paa principalen,
selvom han ved afslutningen var uvidende om, at faktoren handlede for
fremmed regning. For at principalen skal kunne hævde, at han er
uforpligtet overfor medkontrahenten, maa han kunne bevise, at denne
ved forretningens afslutning var vidende om, at den afsluttedes for
principalens regning, og at han, skønt han vidste dette, dog valgte alene
at holde sig til faktoren. Hvor dette ikke har været tilfældet, kan
principalen ikke ved at yde betaling til faktoren befri sig for sin for-
pligtelse overfor medkontrahenten ?.
1 Blackwell! 85—86. Story 512 fr.
2 Armstrong v. Stokes (a. 1872) Law Rep. Q. B. 7, 598, ef. Story 378 —80, der trak snævrere
grænser, er omstødt af Irvine v. Watson (a. 1879) Law Rep. Q. B. D. 5, 102 cf. Pollock 102 og særlig
Blackwell 81—83.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
