Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bypolitikens første formaal. 333
Nedreelben; 1465 tilpantede det sig Steinburg og i pantebrevet indsattes, at korn
kun maatte afskibes fra Stør med den hamburgske lensmands tilladelse.
1482 erhvervede byen sig med store omkostninger et kejserligt
privilegium: for fremtiden maatte rug, hvede, byg, mel eller andet
korn ikke føres ned ad Elben forbi Hamburg, men skulde forhandles
og sælges i Hamburg. Med dette privilegium begyndte dog den ham-
burgske stapel at antage en almindeligere form; allerede tidligere synes
Hamburg at have villet udvide den til ogsaa at omfatte vin, i begyndel-
sen af 1470erne til Magdeburgerplanker;! i privilegiet af 1482 gjordes
foruden kornet vin og øl til stapelvarer.
301. Hvor nu saaledes meget store tilførsler af en vare opnaae-
des, var stapelretten alene ikke tilstrækkelig til at sikre byens købmænd
eksporthandelen dermed; det vilde meget let ske, at den fremmede køb-
mand i byen selv direkte af importøren opkøbte den vare, som han
ikke maatte opkøbe udenfor byen. Da nu hensigten med stapelretten
netop var at holde handelen med den stapelpligtige vare paa borgernes
hænder, maatte den her styrkes ved tilføjelse af reglen: gæst maa ikke
handle med gæst. Denne bestemmelse finder man da ogsaa i tiden
ned til det 15. aarh. hævdet indenfor de varer, stapelretten virkelig tog
sigte paa. Særlig interessante er forholdene i Køln; alene indenfor
vinhandelen hævdes her stedse dette gæsterettens strengeste forbud;
med stor omhu vaagede byen over, at det ikke blev omgaaet; ,0Ober-
lånder" og ,Niederlånder" skulde lægge til med deres skibe hver ved
sin bestemte kaj, de maatte end ikke bo hos de samme værter”,
Ganske saaledes ogsaa i kornstapelstæderne. 1351 tillod Hamburg
endnu den ejer, der havde bragt korn til byen, selv at udføre halvdelen
deraf, men vilde han sælge det, skulde han sælge det til borgere, ikke
til gæster; paa samme maade maatte i Stettin siden 1283 gæster kun
købe korn af stettinske borgere.
Omvendt viser netop den omstændighed, at forbudet mod gæsters
indbyrdes handel kun hævdedes med hensyn til disse bestemte varer,
tilstrækkeligt tydeligt, at gæste- og stapelretten i denne udformning kun
tog sigte paa forsynings- og den til dels dertil svarende opkøbshandel,
ikke paa mellemhandelen. Den paalagde man i almindelighed ikke 1
denne ældre tid nogen tvang af denne art. I byer, hvor naturforholdene
gjorde en omladning af den transiterende vare almindelig, kunde der
heraf opstaa og hævdes et krav om, at varen ogsaa skulde omlades;
tolderlæggelse og særlige indretninger kunde yderligere benyttes til at
nødvendiggøre varens omladning. Mere betød det straks, naar hertil
føjedes et krav om, at varen en vis tid — tre dage — skulde stilles
til salg i byen; men selv herved indførtes dog ikke byens borgere som
nødvendigt mellemled.
302. Dette svarer ganske til en tilstand, hvor den store mellem-
handel endnu væsentlig bevægede sig ude langs Tysklands grænser.
Det er derfor ogsaa ud til grænsebyerne, man maa søge for at finde
! Daenell Il, 122.
ZZ Hartmeyer 56 før,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
