Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 1. Almindelig historisk Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348. Ill. kap. I. Den tyske kommissionshandels historie.
Da Englænderne i 1611 vendte tilbage med ligesaa store privilegier
som før, kunde der vistnok ikke længere være tale om hævdelse af et
absolut eller selv et indskrænket forbud; og det kom fra da af næppe
heller til at spille nogen rolle for Hamburgs handelspolitik; at det dog
selv ikke her principielt toges tilbage, derom synes den kendsgerning
at vidne, at endnu den hamburgske mæglerordning af 1824 15. decbr.
under høj straf forbyder al mægling mellem fremmede købmænd ind-
byrdes’. Som Hamburg principielt fastholdt dette forbud, men som
regel fandt dets praktiske gennemførelse unødvendig, saaledes fastholdt
det ogsaa principielt sin stapelret; men da i beg. af det 18. aarh. Altona,
fordi det var blevet gjort til en frihavn, drog en stor del af de ham-
burgske kommissioner og konsignationsvarer til sig, var det ikke ved
hjælp af sin stapelret, men ved at nedsætte sin transittold saa meget
som muligt, at Hamburg søgte at gøre denne konkurrent uskadelig ?.
Med alt dette bør det dog ikke glemmes, at det kun var med hen-
syn til mellemhandelen, at Hamburg i praksis læmpede og kunde læmpe
sin handelspolitik; alle bestemmelser, der tog sigte paa forsynings-
handelen, holdtes derimod i kraft, saaledes, som naturligt var, forbudet
mod fremmedes detailsalg å,
316. Ser man bort fra de faa tyske byer, hvis købmænd trods
alt stædigt vilde fastholde egenhandelen, var det overhovedet, som alt
bemærket, ikke de byer, der i deres egenskab af kommissionshandels-
pladser befandt sig i en lykkelig fremadskriden, som behøvede at søge
støtte i stapel- og gæsteret. Men for alle dem, der af naturlige grunde,
ved beliggenhed, ved andre byers overvældende konkurrence, havde van-
skeligere ved at følge med, var denne politik det sidste værn. Og saa
hensigtsmæssig var den, at den tillod enhver praktisk fortolkning, der
blot ikke berøvede den tyske købmand en vis andel i hans bys handel.
Hvor det gjaldt forsyningen af og opkøbet i byen og dens opland, dær
kunde den ikke vige tilbage fra kommissionshandelen, men hvor det
drejede sig om mellemhandelen, kunde den endnu finde sig tilfreds
med speditionen, der dog i det mindste gav købmanden speditions-
gebyrerne. En saadan yderligere tilbagevigen fra kommissionshandel til
spedition fandt ganske vist som regel ikke sted uden katastrofer; det
var ofte de gamle handelshuse, der faldt, fordi de vilde fastholde kom-
missionshandelen; men saa kom i det mindste nye huse frem ved spedi-
tionen. Forøvrigt var det jo kun naturligt, at som alle mellemhandelens
veje i denne tid blev fastere, kommunikationerne dog ogsaa noget for-
bedrede, maatte visse byer, der tidligere havde grebet noget mere selv-
stændigt ind, se deres virksomhed forandret til blot forsendelse af varer.
Saaledes maatte, eftersom linjen Hamburg-Leipzig fæstnede sig, saavel
Luineburgs, som særlig Magdeburgs stilling som egentlig mellemhandels-
plads blive stedse svagere; det samme gjaldt for Frankfurt for Oder-
liniens vedkommende, hvor i det hele taget tysk handelsliv var svagest.
Men det er paa disse udsatte punkter, at man klart ser, hvormeget
1 Westphalen Hamburgs Verfassung. Hamburg 1846, II, 119, anm. 2.
2 Biisch Darstellung Il, 281—82. Stieda Handw. d. Staatsw. 6, 1004.
3 v. Below JNS 76, 460 anm. 39.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
