Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Den tyske Kommissionshandel - 2. Den tyske Kommissionshandels Form og dens Forhold til Udviklingen af de derom fæstnede Retsregler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Marquart. 449
fra den nye tids opfattelse, der gennemtrænger hele Marquarts fremstilling. Mar-
quart lægger al vægten paa de to instruktioner, han fremhæver udtrykkelig, at ved
den sidste var den første tilbagekaldt. Ved ikke at følge denne sidste, nu alene
gældende instruktion ifalder kommissionæren erstatningsansvar, thi en kommissio-
nær maa enten helt udføre et mandat, eller ogsaa renunciere re adhuc integra.
426. Ogsaa ved Marquarts bemærkninger om provisionen kan
man se, hvor nær de praktiske forhold, han har for øje, endnu staar
den ældre tid, og man synes næsten at kunne spore, at han lever og
skriver i selve gennembrudstiden. For kommissionærlønnen har han vel
den nye betegnelse provision, men han bruger ogsaa to andre udtryk
derfor: salarium, der er Hoeps og det 16. aarh.’s, og honorarium, der
er hentet fra Romerretten og skal gøre det muligt at føre kommissionen
ind under mandatets synspunkt. Thi idet han drager konsekvensen af
Hamburgerstadsrettens reception af mandatsregler, betegner Marquart
kommissionen som mandat. Dette er ganske vist efter sin natur uløn-
net, men blandt købmænd gives der almindeligt mandataren provision;
»dette er en moderne sædvane, der i vore dage er blevet udbredt paa
de forskellige handelspladser til alle købmænd, nemlig at de giver deres
mandatarer, faktorer, 1 eller 1/2 %0 provision" — man ser, at selve
den sats, Marquart angiver, netop er den, Hoep betalte Klenfelt. Ogsaa
mærker man hos Marquart den anden side af sagen: nødvendigheden
af, at kommissionæren beskyttes mod ubillige fordringer fra kommitten-
tens side. Derfor afviser Marquart under henvisning netop til Ham-
burgerstadsretten tanken om, at kommissionæren uden videre skulde
være forpligtet til at staa del credere. Og i et andet forhold, hvor han
ogsaa hævder kommissionærens ret, kan man sikkert iagttage bryd-
ningen mellem kommissionærens nedarvede handlefrihed og hævdelsen af
instruktionens betydning. Denne brydning synes nemlig at have ført
til, at kommittenterne undertiden tiltog sig ret til kun at anerkende den
del af den kommitterede forretning, der var udført i overensstemmelse
med instruktionen. Herimod erklærer Marquart, at kommittenten ikke
kan delvis acceptere, delvis forkaste udførelsen af forretningen, han maa
acceptere eller forkaste den som helhed, og han tilføjer, at netop om
dette spørgsmaal har der for kort tid siden været stærk strid mellem
hamburgske og lybske købmænd.
427. Marquarts hele skildring har størst betydning ved sine prak-
tiske eksempler og i det hele, fordi han skrev ud fra et omfattende
kendskab til de faktiske forhold. Hans værk bærer tydelige spor af
endnu at tilhøre gennembrudstiden; brydningen mellem den gamle og
den ny tid mærkes i det, selve hovedpunktet, provisionen, er dog slaaet
fast. Men det, at vederlaget ikke som i engelsk handel var den na-
turlige konsekvens af en kraftig koncentration af varehandelen, men
saaledes lidt efter lidt, vare for vare, trængte igennem, forklarer, at
man indenfor tysk handel ikke naaede til en saa almindelig gyldig sats
som den engelske 2 Y’s provision; i den følgende tid finder man i de
1 I de samme aar, hvor provisionen faar fodfæste i Hamburg, viser den sig første gang (?) i Syd-
tyskland, hvor David Gauger, Augsburg, 1589—90 modtager provision for salg af silke. Sieveking JGVV
26, 209-— 10.
29
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
