Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
52
Axel og Valborg.
Jeg kender hende næppe. Hvilken Vækst!
En fyldig Rose, hvad kun før var Knop.
Hvor hun er bleven dejlig! Hendes Aasyn
er kun det samme. Men de røde Roser
er bleget hen til hvide Vemodsliljer.
Held mig! Jeg vilde gyse, hvis hun blussed
i frejdig Munterhed.
Valborg staar op og ser sig omkring.
Jeg er alene;
hist knæler kun en gammel Pilegrim.
Hun gaar hen for Pillen med Navnetrækket, tager den
forrige Krans af og hænger en frisk i Stedet.
Jeg hilser dig, min Kærlighed! god Morgen!
Axel. 0, Himmel!
Valborg betragter Axel.
Hvor han beder fromt, den gamle!
Axel. Tak, høje Fader, for din Miskundhed!
Valborg.
Hvor salig er hans Fryd, den sølvgraa Gubbe!
Han har tilbagelagt en hellig Rejse,
og lettet Hjertet for en tung Bekymring.
Nu staar han ren, uskyldig ved sin Grav;
den aabner sig, som Favnen af en Ven.
0, gode Gud! hvor sælsomt gaar det dog
paa denne Jord; tit nyder Alderdommen
en barnlig Ungdomslyst, imens den unge
maa tæres hen af glædeløse Sorger.
Hun gaar ham i Møde, idet han rejser sig.
Held dig og sæl, min fromme Vandringsmand 1
Axel. Jeg takker eder, skønne Jomfru Valborg!
Valborg. Du kender mig?
Axel. Jeg gik til Nidaros,
dels for at knæle ved Sankt Olafs Skrin,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
