Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Haabløse Slægter - Anden Bog - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
139 HAABLØSE SLÆGTER
digtet ind i Williams Væsen, tilsidst fremtvunget denne
Løsning. Og hun var nu i Begyndelsen beruset af denne
Time for Time voksende Lidenskab; den ejede jo baade
al Ungdommens første Smidighed og al den Sindets Er-
faring, som Williams Overmodenhed gav den.
Fætter Gerson anede intet ligesaa lidt som Hr. Falk
eller de andre. Kamilla udmærkede bestandig en enkelt
af sine Gæster — den unge Læge fra Terslev, en ung,
blond Mand med lyseblaa Øjne og en hængende Kne-
belsbart, kaldte uforskammet disse Lykkelige for Frøke-
nens Ofre — og man var for længe siden hørt op med
at kontrollere, hvad hun selv spøgende kaldte sin O p-
dragelse, og med at holde Øje med Nuancer i de skif-
tende Forhold til de Syttenaarige fra Sorø. Kamilla op-
drog William, og William sværmede for Kamilla. Det
var Fætter Gerson vant til : hver Gang han bragte et nyt
Menneske med til Veilgaard, fik Kusinen et nyt Svær-
meri, og han sagde med uforstyrrelig Sindsro, at det
var en uforanderlig Skæbne, han skulde være femte
Hjul til Kusinens Vogn.
Han tog det, som det var, og drev om hele Dagen i
Staldene, paa Markerne — det første Foraar begyndte
jo at gry — og i Landsbyen, hvor han holdt sig skades-
løs med at kure til Præstens femtenaarige Datter, hvis
jomfruelige Blik under Kindernes Rødmen glædede sig
over hans Overlæbes fine, skyggende Dun.
Saaledes blev de Elskende alene.
De tilbragte hele Formiddagen sammen. Undertiden
spadserede de i Haven, nede i den store Poppelallé ud
mod Mosen, hvor ingen kom, og hvor de kunde være
helt uforstyrrede og usete. Kamilla tog hans Arm og,
bøjede tæt ind imod hinanden, vandrede de frem og til-
bage i Gangen Time efter Time.
Forunderligt nok talte de næsten bestandig om Frem-
tiden. Kamilla fandt i denne Forelskelse en Opgave, hun
troede paa William og vilde skabe noget af ham. Under
deres Samtaler berusedes de begge ved Tanken om den-
ne store Slægt, hvis sidste Skud skulde redde saa meget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
