Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ti Aar - Ti Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
69 77 AAR
Sneen laa endnu i Gaderne. Naar vi om Aftenen gik hjem og vadede
i det graa Ælte, sagde min Ven Zerlikoff
:
— Og for at skaffe denne Sne af Vejen, har Petersborg i Aar be-
talt 200,000 Rubler. De russiske Embedsmænd har sandelig Jordens
største Lommer.
En Morgen brød dog Solen frem. Det var Dagen før jeg skulde
bort.
Da jeg om Middagen kom ud til mine finske Venner i „den tret-
tende Linje", skruede i Forværelset Tjeneren Lampetterne af Kar-
mene, og hele Huset var i det fulde Opbrud.
— Ja, sagde Husets Frue, ogsaa vi rejser.
— Somren kommer paa en Nat i Petersborg. Om otte Dage vil
Øerne være grønne og Newski vil gløde som en Ovn.
— Vi redder os til Peterhof.
Vi kørte ud til Parken. I alle Somrens Beværtningssteder havde
Tømrere travlt. De slog Skodder fra Verandaer med rappe Slag; de
slog Hylstret fra Gipsguder, saa de genopstod paa Plænerne i Solen.
Og jeg rejste — fra en Vaar, der kom uden nogen lun Fugtighed,
kun tør og klar og hed.
Toget førte mig gennem Finlands Ødemark. Den er vel aldrig saa
trist som netop da: Snetæppet var smeltet hen; kun i Stenmarkens
Kløfter laa Sneen endnu, graa og skidden, mens rundt paa Markerne
Underbundens Klipper ragede op — snart som Ligtavler, snart som
Bautasten.
Til Finland var Vaaren endnu ikke naaet.
Kun i Skærgaarden, hvor paa de yderste Skær fattige og stormsuste
Træer bøjer sig tørstige over Vandet, saas det at grønnes spædt.
Men jeg drog atter gennem Vinter og Sne, gennem Sverigs Norrland.
Saa naaede jeg Trondhjem; saa naaede jeg Meraker.
Og der blev Tummel i Dalen, hvor vi fo’r, af hundrede styrtende
Fosse, som faldt fra bratte Sider, høje Klippetinder, som et Skumvæld
sejrrigt, stormfuldt, frit ned omkring os. Det var Vinterens Sne, der
havde kendt sin Tid, det var Bjerges Is, som brast.
Det bragte Kulde med sig — men Kulde og Liv, det styrtende,
bragende Vand ned ad Bjergenes Sider. Det stænkede Toget, vort An-
sigt følte dets Kølighed — mens vi fo’r.
Det var Vaaren, som et Bad af Vaaren — under en stolt, frit-
talende Larm af ubændige Strømme.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
