Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1922 - Beck, Ludvig: Hjemmeopdragelse og Opdragelseshjem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
met sig, er det Sansen for Barnet, som træder frem som ganske
beherskende. For Barnets Skyld „tog" man det fra Hjemmet, „det
daarlige Hjem", „de elendige Forhold" og flyttede det til et
Plejehjem eller en Anstalt, „Institut" som det dengang som Regel kaldtes
— mange forveksler siden da meget ofte Institut med Internat,
hvormed det dog i sin Betydning intet har at gøre — for at kunne isolere
det for en kortere eller længere Tid, særlig isolere det fra Hjemmet.
Da Flakkebjerg Institut i Treserne i forrige Aarhundrede blev for
lille til at kunne løse sin Opgave, deltes det saaledes, at Jyderne kom
til Flakkebjerg paa Sjælland og Sjællænderne (med København) til
Landerupgaard i Jylland. Tanken, som laa bagved, var ikke. som
det ofte er blevet forstaaet, saa meget Frvgt for Løberi som Troen
paa. at man ved saa radikal Fjernelse som muligt fra Hjemmet kunde
gøre sig til Barnets Herre og derved lettere forme dets Sind.
De sidste Tider har ført os til den modsatte Side: Sansen for
Hjemmet. Dette kommer frem i den stærke Tale om „Blodets Baand" som
ubrydelige, om Hjemmet som det eneste Opdragelsessted, om
Forældrenes hellige Ret, som ikke maa krænkes. Det sidste Møde paa
„Nyborg Strand" var helt igennem præget af dette Synspunkt, og Loven
af 1922 er det ogsaa og vil blive forstaaet og forvaltet ud derfra.
Det gaar her som overalt saaledes, at Livet leves mellem to
Sandheders Grænsernure. — Den ene Sandhed er denne, at den enkelte har
Retten, at Samfundet er en Samling af Enere, at Retfærdighed kræver
Individets fulde Udvikling ud fra det Væsens Muligheder. At
Samfundet skylder den enkelte alt, at Tro. Haab og Kærlighed, de tre
store bærende Kræfter i det personlige Livs Verden, har deres Maal
i den enkelte, at de, uendelige som de er af Væsen, har uendeligt
Maal og stiller uendeligt Krav med Hensyn til den enkelte. Kald dette
„over Evne", det er dog Livsvirkelighed. ligger til Grund for Kravet,
der stilles af Samfundet til os i vor Gerning, som næppe kan
gennemføres uden denne Grundvold, selv om de mange, der kræver uden at
løfte en eneste Sten af Vejen, saare ofte lægger Sten i Vejen. — Den
anden Sandhed er denne, at den enkelte intet er som Livsmulighed
i sig selv. Er det sandt, at det ikke er godt, at Adam er alene, saa
er det endnu mere uomtvisteligt, at det er umuligt, at Barnet — til
Dels ogsaa den unge — kan være alene. Af Samfundet —
Hjemmet i snæver eller videre Forstand — lever det og maa det leve. Fars
og Mors Blod rinder i dets Aarer, ja, ikke alene Fars og Mors, men
månge tidligere Slægters, hvis Efterkommere maaske gaar ved dets
Side, uden at det kender dem. Af Samfundet og Slægten er det Led,
til Samfundet og Slægten hører det. I Trofasthed mod Hjemmet folder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
