Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Kristian. Han vilde ikke hjem, han vilde
ingensteds, han vilde ingenting, — "o Gud, jeg er så
ulykkelig!" sagde han, sprang opp igen og sang
"treet stod ferdigt med blacl og med knopp" så det
rungede rundt fjellene! — Siden satte han sig, hvor
hun havde sittet, han fikk fat i de blomster, hun havde
plukket, men kastede dem nedover bakken til alle
sider! — Og så gret han. Det var lenge siden han
havde gråtet; dette fait ham inn, og da gret han ennu
mere. Han vilde rejse, vilde han; — nej, han vilde
ikke rejse! •— Han syntes, han var så svært
ulykkelig, men når han tenkte sig om, visste han ikke
rigtigt hvorover det var. Han så omkring sig, det
var en velsignet dag, og nu var der hvile utover
altsammen. Søen trillede ikke med en eneste
båre, fra gårderne begynte røken at tittre i vejret,
akerrikserne holdt opp, den ene efter den ånnen,
småfuglerne spøkte vel, men drog sig mot skogen,
duggen var borte, så græsset stod alvorligt, ingen
vind var der, så bladene hang stille, solen stod om
en time i middag. Han visste ikke hvordan det
gikk til, at han sat der og stelte med et litet dikt;
en bløt tone kom og bød sig frem til det, og med
brystet underligt fullt av alt, som var mildt, gikk
og kom tonen så lenge, til den havde med et litet
billede, som gerne vilde legge sig frem for en
gangs skyld.
Han sang det stille, som han havde gjort det,
og sittende hvor Eü sat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
