Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
et for Sverige saa farefuldt Øjeblik — Russerne
havde taget Finland og faldt ind i det egentlige
Sverige — blev ogsaa straks fra svensk Side fuldt
anerkendt og vurderet. Prins Christian August blev
udset til Tronfølger i Sverige! Regeringspræsidenten,
den kommanderende General i det ene krigsførende
Land, udpeget som Konge i det andet! Og vei at
mærke, de to Lande var ikke biot krigsførende ved
deres Regerings Politik. Dengang var Oplysningen
endnu ikke større, end at man levede paa
Aarhundreder Nationalhad. Foreningen med Danmark
havde ikke haft noget stærkere Bindemiddel end
Nordmænds og Danskes fælles Følelse og fælles
Bedrifter over for den gamle Fjende.
Det synes en Tid at have været Wedel-Jarlsbergs
og Prinsens Tanke at forny Unionen mellem de tre
Riger, og at Prinsen kun foreløbig og paa Frederik
VI’s Vegne skulde modtage Tilbudet om den svenske
Krone. Men denne Plan, selv om den var fuldt ud
alvorlig og ærlig, naaede aldrig ud i Virkeligheden,
thi Frederik VI kunde ikke tænke sig at indrømme
Rigerne den konstitutionelle Frihed, Wedel-Jarlsberg
satte som første Betingelse, og var ikke tilbøjelig til
en fredelig Forhandling med Svenskerne. Det maa
nærmest forstaas saaledes, at den oldenborgske Slægts
gamle Ulykkestanke at kue Sverige med Vaabenmagt
laa paa Bunden af hans Hjerte. Han havde jo
Russerne til Hjælp.
Den 20. April gav Prins Christian August sit
endelige Tilsagn om at modtage Sveriges Krone, saa
snart der var blevet Fred mellem Danmark og
Sverige, og Kongen havde givet sit Samtykke dertil. Men
Wedel-Jarlsberg og hans Venner arbejdede i Stilhed
for, at han kunde vinde Norges Krone ved Siden af
Sveriges.
Under disse Forhold var det intet Under, at
Prinsen stadig fandt paa Udflugter, naar Kongen
forlangte, at han skulde gøre et Indfald i Sverige.
»Prinsen af Augustenborg, den ædleste Prins paa
Jordkloden, sendte nylig Bud og lod os vide, at han
nu har bestemte Ordrer til at anfalde os, men at
han, i Følge gammel Overenskomst med mig (den
svenske General Adlersparre) ikke gør det, før vi
faar afgjort vore indre Anliggender.«
Uagtet Frederik VI var bleven smurt om Munden
med, at Prinsen af Augustenborg kun paa hans Vegne
modtog Tilbudet om den svenske Krone, blev han
dog mistænksom over Prinsens Forhold til de Svenske,
et Forhold, hvis sande Natur han var langt fra at
ane. Han stolede ikke mere paa ham og udnævnte
ham til Statholder i Norge, i den Tro, at denne
Stilling skulde hindre ham i at modtage Svenskernes
Valg. Og samtidig sendte han sin Svoger, Prins
Frederik af Hessen, til Norge for at overtage
Kommandoen over Hæren og anføre den, naar den nu
skulde rykke ind i Sverige. Men nu var det for
sent. Kejseren af Rusland, som flere Gange havde
betonet, at han ikke maatte vente at vinde noget af
Sverige uden ved en Erobring, var nu blevet ked af
den dansk-norske Hærs Uvirksomhed. Han havde
taget Finland, var foreløbig tilfreds dermed og
begyndte at indlede Underhandlinger om Fred. Den
17. September 1809 sluttedes Freden mellem Sverige
og Rusland, og den 10. December mellem Sverige og
Danmark i Jønkøping.
155
Men den Mand, til hvem man paa begge Sider
Kølen stillede saa store Forventninger, samtidig med
at han paa den Post, der var ham betroet, viste sig
som en upaalidelig og troløs Stakkel, havde en venlig
Skæbne besluttet at skaane for 3rderligere Fristelser.
Den 28. Maj døde Prins Carl August, som han blev
kaldt i Egenskab af den svenske Konge Carl XIII’s
adopterede Søn og Arving, pludselig paa et
Besøg i Skaane. Rygtet løb, at han var bleven
taget af Dage med Gift, og Mistanken kastedes uden
Grund paa den fra Ludvig XVI’s Hof bekendte Grev
Aksel Fersen. I sin Ophidselse kastede Folk sig
over denne ved Prinsens Begravelse i Stockholm og
mishandlede og dræbte ham.
Medens dette gik for sig paa Landjorden, havde
vore Søfolk taget mangen haard Tørn paa Søen.
Der var blevet øde paa de danske Farvande, og
medens man tidligere aarlig kunde se 12,000 Sejlere
stævne Sundet ind, saa’ man nu ikke mere end
nogle faa Hundrede, og de gik ikke under dansk
Flag. De engelske Orlogsmænd og Vennerne, de
svenske, holdt Vagt paa Søen eller konvoyerede sine
egne Handelsskibe. Men i vore Havne udrustedes
der Kaperskibe og Kanonbaade, og Englænderne fik
at mærke, at vi kunde bide fra os endnu, om end
de havde taget Kindtænderne fra os.
I norske Skærgaarde tog norske og svenske
Kanonbaade Tag med hinanden; ved Bergen angreb
Løjtnant Bjelke i Maj 1808 en engelsk Fregat med
3 Kanonjoller og forjog den; den 4. Juni erobrede
Løjtnant Wulff i Store Bælt den engelske Orlogsbrig
»The Tickier« ; den 9. Juni angreb Kommandørkapt.
Krieger med 28 Kanonbaade en engelsk Konvoj paa
70 Skibe under Bedækning af 4 Orlogsmænd. Den
ene af disse, Briggen »Turbulent«, og 12
Koffardi-skibe blev taget; den 19. Juni tog Løjtnant Peter
Wulff med Briggen »Lougen« og 4 Kanonbaade den
engelske Orlogsbrig »The Seagull«. Kaptajnløjtnant
N. A. Schønheyder, der kommanderede den fynske
Station, var paa Færde i Bælterne Dag og Nat og
udskar en Mængde Koffardiskibe af Konvoyerne; med
9 Kanonbaade tog han den 2. August Orlogsbriggen
»The Tigress«. Den 20. Oktober angreb Krieger
med 20 Kanonbaade Linjeskibet »Afrika« paa 68
Kanoner og var paa Nippet til at tage det 2 Mil
Syd for Dragør, da det begyndte at lufte op, saa
»Afrika« slåp bort ved Hjælp af sine Sejl, men var
ubrugeligt for Fremtiden.
Denne Guerillakrig fortsattes i det følgende Aar
med usvækket Iver og skiftende Held. Det var et
anstrengende Liv om Bord i Kanonbaadene. Ingen
Kahytter og ingen Køjer, ingen Kabys og følgelig
ingen varm Mad, hverken for Chef eller for
Mandskab. Stundom laa de i Søen otte Dage ad Gangen,
blev drivvaade. sov paa Tofterne, roede som
Galejslaver og sloges som Bersærker — med et Par
Rug-brødsbeskøjter og en Dram i Livet — og saa godt
som altid mod Overmagt, men altid med
Dødsforagt. Fregatten »Melpomene«, 44 Kanoner, blev
saa forskudt i Store Bælt, at den maatte kasseres.
Briggen »Allart« blev erobret ud for Issefjorden,
»The Minx« blev taget ved Skagen. En stor engelsk
Konvoj paa 48 Skibe blev taget i Skagerak. Men
80 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
