Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Guds Sendebud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
holde sig vaagne. De saa ikke stort bedre ud end
Landstrygere allesammen med deres sløve, ophovnede
Ansigter.
De kom imidlertid derhen, lod Heste og Vogne
blive i Baggaarden og drog med en vis Højtidelighed
op til Trappen. Beerencreutz og Julius førte
Kaptajn Lennart imellem sig.
„Vaagn nu op, Lennart,“ sagde de til ham,
„du er jo hjemme. Ser du ikke, at du er hjemme?“
Han fik Øjnene op og blev næsten ædru. Han
blev rørt over, at de fulgte ham hjem.
„Mine Venner,“ sagde han og stod stille for
at tale til dem alle paa een Gang. „Jeg har
spurgt Gud, mine Venner, hvorfor jeg har maattet
døje saa meget ondt.“
„Aa, ti stille, Lennart, lad være med at præke!“
brøler Beerencreutz.
„Lad ham bare blive ved,“ siger Sintram.
„Han taler godt.“
„Jeg har spurgt ham og ikke forstaaet det; nu
forstaar jeg det. Han vilde vise mig, hvilke Venner
jeg havde. Venner som følger mig hjem for at se
min og min Hustrus Glæde. Thi min Hustru venter
mig. Hvad er fem Aars Elendighed imod dette!“
Nu dundrede haarde Hænder paa Døren.
Kavallererne havde ikke Tid til at høre mere.
Der blev Bevægelse derinde. Pigerne vaagnede
og saa ud. De tog hurtigt nogle Klæder paa, men
turde ikke lukke op for denne Skare Mænd. Endelig
blev Slaaen skudt fra. Fruen selv traadte ud.
„Hvad vil I?“ spurgte hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
