Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mod at føle sig bunden ved Kvinde og Barn, som
han har efterladt hjemme, bøder ved sin Vildskab
mesterligt paa Romancestilens Følsomhed. Kun
tilsyneladende handler dette Digt om Troskaben
mod Napoleon alene; det forherliger den glødende
Troskab mod Feltherren, uendelig Begejstring for
den store Personlighed overhovedet.
Gaven til at skildre gjennem at fremføre
Skikkelser i Lyriken var fælles for Béranger og
Heine. Men Béranger var en Visedigter, Heine
et Geni. «Grenadererne» begynder, som Heine
næsten altid, med det Stilfærdige, Jævne. Intet
er ham fjernere end Victor Hugo’s lyriske Tilløb:
Lui! toujours lui!; han virker ikke ved direkte
Fremstilling, men ved Udmaling af det Mindre,
det Lille, hvori den store Historie spejler sig, og
som afgiver Maalestokken, indtil endelig et
Drømmesyns Sværmeri bryder ud af den simple Dialog.
Var nu end Gjenstanden for denne Dyrkelse
den neppe værd, saa er selve Følelsen ikke derfor
mindre skjøn, og den er ganske af samme Art,
hvor Heine i Reisebilder skildrer, hvorledes han
som Barn saa Napoleon ridende gjennem den
hertugelige Have i Düsseldorf. Kapitlet begynder:
«Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa
ham selv, saa ham med højtbenaadede egne Øjne,
ham selv, Hosiannah! Kejseren.» Man mærke
dette Hosiannah! I Ekstasens Øjeblik kommer
Barndomserindringen, det gammeltestamentlige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
