Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det er Linjer, man ikke glemmer. Men den første
Linjes Udraab, som vibrerer paa den berettigede
Selvfølelses Rand, bliver selvbehagelig, naar man
holder disse simple og store Vers af Goethe op
imod Strofen:
Alles geben die Götter, die Unendlichen,
Ihren Lieblingen ganz:
Alle Freuden, die unendlichen,
Alle Schmerzen, die unendlichen,
Ganz.
Det er ingenlunde dadelværdigt hos Heine, at han
virker ved andre, heftigere Midler end Goethe.
Det vilde være urimeligt at indvende mod et Digt
som «Ein Jüngling liebt ein Mädchen», at Goethe
vilde have skyet som en Grimace det Skjærende,
Desperate i den bekjendte Slutning: «Und wem
es just passieret osv.» Han vilde have veget
tilbage for det omtrent af samme Grund som den,
af hvilken en gammel Hellener vilde have afskyet
det. Det, som heri kun er nyt, kun moderne i
Følelsen, har Livets Ret. Selve Grimacen er her
kunstnerisk forberedt.
Dog undertiden er af dette Moderne alene
Grimacen bleven tilbage. Saaledes i det berømte
Digt: «Mein Herz, mein Herz ist traurig». Det
indeholder en mesterlig Skildring af et vidtstrakt
Landskab, set højt oppe fra den gamle Bastei.
Vi øjne den blaa Stadsgrav med en Dreng i en
Baad og paa den anden Side af Graven: bitte
smaa og brogede, Lysthuse, Haver, Mennesker og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 14:58:40 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/bghheine/0086.html
