Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Hvad Fortolkning gjøres vel her nødig? Alt
staar der jo med tydelige Ord, og Alt saa sindrigt,
at det kan forstaas lige efter Bogstaven, virke
spændende paa hvert Barn, og dog er alt
gjennemsigtigt, dobbelttydigt under Solness’s og Hildes
dobbelte Exaltation.
Han tilbød hende først det højeste
Taarn-kammer i sit nye Hus. Men efter at hun har
lært hans Hustru personligt at kjende, er hendes
«robuste» Samvittighed bleven ligesaa angreben
som hans; hun kan ikke gribe efter sin Lykke,
fordi der staar En, hun har Medlidenhed med,
mellem hende og den. Saa er da kun Lykken i
Luftslottet tilbage.
Hustruen, Aline, er den eneste af Bipersonerne,
det har været Ibsen nødvendigt at uddybe en
Smule. Hun er det enfoldige Pligtmenneske, den
skinsyge Ægtemadame, det ydmyge og religiøse
Væsen, der undviger Solness, som han undviger
hende. Hun er malt med det grelle Træk, at
ikke Børnenes Død har knækket hende — hun
véd, de har det godt i deres Himmel — nej, hvad
der har taget stærkest paa hende, det er Tabet af
alle hendes Barndoms Dukker, som indebrændte.
Hendes Enfoldighed og evige Griben fejl i sin
Forstaaen er af Ibsen stemplet i den fortræffelige,
stupide Replik om den stakkels i Hengivenhed
opløste Kaja: «Gud, for lumske Øjne hun har!»
Hendes Rolle er da kun den at være Hindring,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
