Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Klokkeren fra Id
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
169
Klokkeren fra Id.
Ids Kirkeklckke lød hen over Sletten, Herrens
Time var inde. Malmtonerne talte over Menneske
kævl; Kirkeklckken, der i Aarhundreder taalmodig
ved een Haand har manet til Fred og Andagt,
klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og
Voldsherren truede; den stævnede ogsaa i Dag til
Møde i Guds Hus; thi denne Krigs Sag var Hellig
aands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende
Værn, som nu maatte til at slutte Hegnet, adlød
et helligt Kald; det Staal, der nu maatte til, var
hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod
for Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden
vaagnede med Styrke.
Der kom de strømmende i tætte Skårer, Tiste
døler, Savbrugsmænd og B’ergfolk; een Aand for
enede i Dag alle. De nikkede til hverandre, gav
hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med
Munden, men saa meget mere sagde Ø’nene fra
H’erter s Grund. Landere! sningen var almindelig,
Folket sted i Vaaben, H’emmets Aand drev Valeri
hedens Taage af Jorden og afhyllede et straalende
Fcrbillede for kemmende Tider af Selvopofrelse,
Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og løftende
Lidenskab er i sin højeste Kraft hellig; nåar et
helt Folk gribes deraf i Trængselens Tid, er den
Gudstjeneste.
Al!e Kirkegængere bar Bøsser, som de stillede
fra sig mod Kirkemuren, før de traadte ind i Guds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
