Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5. Maj 1942 - Ronald Fangen: Andet brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RONALD
FANGEN
nar Heiberg som formulerte det typiske,
usigelig dumme slagord: «Ibsen, men Bjørnson.»
For eftertiden er det jo ingen tvil om at
Wergeland var den største digter av de to,
— og meget mere: den største ånd i Norges
historie. Han er blit myte, — som Hellig Olav.
Det er i virkeligheten meget mere myten
Wergeland end hans verker som lever i det
norske folks bevissthet. Enkelte av hans digte
er folkeeie, men da han døde 36 år gammel
efterlot han sig en produktion så
kjempemessig og så alsidig at den er et mirakel. Den
er nu i Steenske forlags standard- og
luksus-utgave samlet i tyve digre bind. Det meste av
den er ukjendt, i hvert fald ulest av andre end
Wergeland-spesialister. Den er heller ikke lett
at lese for størstepartens vedkommende. Men
det vilde ikke være vanskelig at gjøre meget
av det som nu ligger gjemt og glemt til
folkeeie. Det vilde komme til at bety en fordypelse
av Wergeland-myten. For det lar sig jo ikke
negte at den er blit deklamatorisk forflatet,
demagogisk misbrukt. Vidunderrikdommen,
den universelle spendvidde, fantasien, ømheten
og kraften i hans vesen ligger åpen i
hvilket-somhelst av hans ypperste digte, — aller
klarest i den strøm av digte som han sendte
ut i verden fra sit dødsleie som for eftertiden
er omgit av en sakral aura. Tonehøiden og
stemmeklangen i disse digtene er geniets,
uanstrengt, selvfølgelig, som hos Shakespeare,
Shelley, Goethe. Det er hovedsakelig på hans
frihetspatos, dødsleiet og denne hans høieste
lyrikk myten bygger. Men dybden i hans tanke,
den omfattende og organiske sammenheng
i hans livssyn har myten ikke reddet og man
har ikke syn for den. Det gjelder f. eks. nettop
hans frihetspatos. Den var dypt begrundet
og hadde ikke et streif av deklamatorisk
lett-vindthet.
Land forgaaer? — mon synker Verden?
Mænd forgaae; mon Frihed vel?
Født med første Engel er den,
døer ei før den sidste Sjel.
Hvorfor? Fordi den er gudommelig.
Frihets-lengselen er menneskehetens paradisiske arv,
dens guddomsstempel, — og frihetstilstanden
er målet for dens vei. Intet mindre. Derfor
betyr den også en total forpligtelse som
Wergeland ikke blev trett av at indskjerpe. I en av
sine prekener sier han: «Hvor er det ei at
beklage, at det saatidt kun var et Skingode
hvorefter Frihedens Venner stræbte! at
Friheden, man søgte, som man kjæmpede og døde
for, ofte ikke var andet end et skjult, maskert,
sminket Slaveri, som man i en vildelse ansaae
for den sande Frihed! at Menneskene endnu
ofte give Frihedens ærværdige Navn til
Lovløshed og Frækhed og erklærer enhver
Lysternes Indskrænkning for utaalelig Tvang» ...
«Hvormeget hurtigere vilde ikke det Gode seire
over hele Jorden, naar de fleste seirede i deres
Hjerter?» En forkyndelse av frihet som et
selvfølgelig krav og som rettigheter vilde
Wergeland ha avvist med like stor forferdelse som
foragt. De rettigheter den gav var en frugt, og
frugter vokser ikke i løse luften. Wergeland
visste med urokkelig sikkerhet at korset var
menneskehetens frihetstræ. Slik sammenfatter
Fr. Paasche Wergelands syn: «Det var poesiens
opgave at fremstille det evige, og politikkens
opgave at virkeliggjøre poesien: ideernes
verden, Guds rike på jorden.
Menneskerettigheter — fordi menneskets sjel er av
guddommelig utspring: det var det Wergeland
hadde villet.»
Wergeland-kapitlet er det største i dette bind
av litteraturhistorien, skrevet av Paasche. Han
har ikke villet støtte den traditionelle
Wergeland-myte; man får indtrykk av at han
likefrem har tvunget sig til nøktern saklighet i sin
fremstilling, — og det er godt, for det er
nettop den som gir hans beundring tyngde og
kraft: man er ikke i tvil om at Wergeland er
den norske digter han elsker fremfor alle fordi
han hele veien begrunder det. Han skriver
i den kjærlighet som virkelig gjør seende; ord-
360
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
