Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 9. November 1942 - Ronald Fangen: Siste brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SISTE BREV OM NORSK LITTERATURS HISTORIE
i 1871, — «og hvad jeg kalder kampen for
friheden er jo ikke andet end den stadige, levende
tilegnelse av frihedens ide. Den, der besidder
friheden anderledes end som det efterstræbte,
han besidder den dødt og åndløst.» Og de
berømte ord i et annet brev til Brandes:
politikerne «vil kun specialrevolutioner,
revolutioner i det ydre, i det politiske o. s. v. Men alt
sligt er pilleri. Hvad det gælder er
menneskeåndens revoltering ...» Denne hans høispennte
idealisme har ikke bare kristen farve, den er
i sit dypeste vesen kristen. Intet ord kunde med
større rett stå som motto over hele Ibsens verk
enn dette: «Hvad gavner det ett menneske om
han vinder den hele verden, men tar skade på
sin sjel?» Kihlman har rett når han skriver at
«Julianus avfällingens: Du har segrat Galilé!,
är ett ord, som i hans diktnings höst ej vore
helt oförståeligt på Ibsens egna läppar.»
Ibsenkapitlet — og det om Bjørnson — er
Francis Bulls ypperste bidrag til
litteraturhistorien. Jeg vet ikke rigtig hvilket går av
med prisen, — det må vel kanske allikevel
være Bjørnsonkapitlet fordi det er så
gjennem-lyst av sympati og takknemmelig beundring.
Men en litteraturhistorisk fremstilling av Ibsens
personlighet, liv og verk kan vanskelig være
bedre enn denne. Også Bull peker på den dype
vesensforskjell mellem Ibsens menneskesyn og
naturalismens, og i en gripende fremstilling
gjør han rede for de tragiske virkninger av at
Ibsen ophøiet det estetiske livssyn til religion;
han erkj ender selv «hvor fattig han følte sig
efter å ha beseiret den ganske verden, for
æsteticismen og hjertekulden hadde fått magt
over hans sjæl, og livet var gåt fra ham».
Det oplevet ikke Bjørnson; han sat der, med
Ibsens ord: «rik på kjærlighet i levende
menneskehjerter». Men nettop hos Bjørnson får
man et stykke anskuelsesundervisning i
naturalismens lammende virkninger selv på en genial
digters evner — når den blir noe mere enn et
verktøi, et fremstillingsmiddel. Hans nye «tro»
var naturalistisk bestemt og forflatet.
Rigtignok havnet han ikke i noen slags opløsning og
menneskeforagt. Han sänk i det hele tatt ikke,
— det forbød hans kjernesunne natur. Men
han steg for høit, — han forlot som en av
fremskrittstro og umistenksom
utviklingsopti-misme opblåst balong realitetenes verden og
befannt sig i et så luftfortynnet rum at levende
mennesker ikke kunde puste der. Fra denne
luftfortynnete sfære skriver sig en rekke av
hans moderne skuespill: «På Storhove»,
«Dag-lannet», «Det ny system», «Laboremus» — og
hvad de nå heter alle sammen; de spilles
praktisk talt ikke mer; det er meget vakkert i dem,
fremfor alt en megtig energi, men de foregår
ikke i virkelighetens verden skjønt de så
påståelig foregir å gjøre det. En
tragisk-para-doksal situasjon: Bjørnson hadde med
mesterskap innført det realistiske drama i norsk
litteratur, han hadde mere åpent og
umistenk-somt enn noen anden spasert inn i en
naturalistisk trosbekjennelse, — med det resultat at
han blev virkelighetsfremmed og at
virkeligheten fornegter hans verk. Et par ganger
inn-fannt han sig igjen i virkeligheten, dradd ned
av blodige forbinnelsestråder mellem stoffet og
ham selv. Og — påny paradoksalt nok: da fik
han virkelig digterisk vingefang og flugt, da
skrev han igjen mesterverker. Det var første
stykke av «Over ævne» hvor det gjaldt et
opgjør med hans «barnetro», mere presist: med
kristendommens «mirakellære». Han skulde
altså ta avstann fra den og bevise at den var
«over evne», men først og fremst beviser han
hvor inspirerende dette stoffet var for ham,
hvordan det frigjorde hans egne evner. Ärsaken
er enkel: her stod han i noe som angikk ham
dypt personlig, det var hans eget liv, ikke
stratosfæreforkynnelse av utvikling og
fremskritt og salig lette problemløsninger. — Annen
gang var da han digtet «Paul Lange og Tora
Parsberg». Her holdt virkeligheten ham
nådeløst fast, rystet ham med en tragedie som
695
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
