Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
sin Velkomstsang ... Vejen gør et Sving ... Vognen
forsvinder . . . han ses ikke mere.
Jeg bliver staaende i Stuen og ser efter ham.
Da nynner jeg en af hans Sange; og jeg synes
gennem de aabne Vinduer at høre Skov og Fjæld
og Mark og Elv som et Ekko sende ham de Sange
igen, han har slynget ud i Naturen.
Det rygtedes jo snart blandt Gæsterne paa
Von-hejm, at Bjørnson var kommen hjem. Og saa blev
der en Valfart til Vejen neden for Aulestad, om
man ikke skulde faa et Glimt af Digteren at se.
Fra en lille granklædt Høj ved Vonhejm saa
man mellem Træerne over til Digterhjemmet.
Det var min første Gang om Morgenen.
Allerede som Barn og Yngling havde jeg elsket
Bjørnson og fundet de første Svar paa tusinde
Spørgsmaal i hans Fortællinger — Digte — Skuespil.
Hvad var det, som havde grebet mig hos
Bjørnson, saa han næsten drog og fyldte mig mer end
nogen anden Digter?
Jo, det var dette urfriske, denne strømmende
Lyrik, der sprang lige ud af Hjertet som en Kilde
af Naturens Skød ... saa boblende og kaad, saa
sprudlende og læskende, skummende og vældig,
stormende og rasende ... og saa pludselig glider
den ganske stille som en fredelig Bæk, med
blomsterklædte Bredder, spejlende Himmel og Jord.
Men altid synes den ny.
Denne himmelstormende Kraft, denne
hjertedragende Magt, denne haukende Jubel, der synes
at komme fra høje Tinder og give Genlyd fra
Naturens lønligste Kroge, denne bævende Glød, denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
