Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
42
Og i det gripende billede av Baard skolemester i «En glad
gut» er Bjørnsons første og hans sidste lærer vokset sam*
men til en uforglemmelig skikkelse. Evnen til at tildigte
har her forenet sig med trangen til at faa menneskene til
at vokse — især de mennesker, som digteren holdt av.
Noget senere fik Bjørnson en huslærer, en meget al*
vorlig mand ved navn Røed, som talte meget om den
ytterste dag og de evige straffe. Og her, hvor det ikke
gjaldt spøkelseshistorier, men noget, som hans far og mor
og alle voksne selv trodde, var det ikke saa let at lede
frygten videre til de andre. Her bidrog guttens livlige
fantasi alene til at gjøre det frygtelige endnu mere virkelig.
Bjørnson erindrer endnu, hvor han blev skræmt av denne
velmenende lærer. Og i billedet av Edvard Kailems domme*
dagsrædsel i «Paa Guds veie» er der ikke saa litet av
digterens egne oplevelser som gut.
Allikevel var og blev han en noksaa urolig elev, som
aldrig blev mæt av, hvad læreren kunde oplyse og for*
tælle, og hvis fantasi gik paa eget eventyr, langt bort fra
dagens lekser. Han fulgte efter de arbeidsfolk, som kunde
fortælle. Og han erindrer særlig en stenbryter, som for*
talte om, hvorledes folk solgte sig til fanden for at opnaa
alle verdens herligheter. Det frygteligste av alle de vætter,
hvormed mennesketroen har tumlet, dukket altsaa her atter
op i horisonten og synes at ha spillet en betydelig rolle
for Bjørnson i hans barndom. Erindringen om, hvorledes
han selv blev skræmt som barn, bidrog senere — et godt
stykke ut i 70*aarene — til, at han ansaa det nødvendig
for de norske bønders aandelige frigjørelse at avskaffe
troen paa den store livsfiende og de evige straffe. Det
kom til at staa for ham, som om disse forestillinger frem*
kaldte mørkerædhet ved høilys dag, og som om de virket
sammen med alt det mørke og trykkende i den norske
natur, de skyggende fjelde og den ofte låve skyhimmel.
Især i det mesterlige første kapitel i «Paa Guds veie» har
Bjørnson tat digterisk revanche for, hvad han av og til
led som barn, naar et forfærdelig uveir satte hans fantasi
paa glid og blev til et forspil for den ytterste dag. Hvor*
ledes helvedes*angsten kan gripe en sund og sterk gut,
ved et fast tak i hans egen livlige fantasi, og hvorledes
han bakefter reagerer og faar lyst til at dele den over*
staaede skræk med andre, har neppe nogensinde været saa
levende fortalt. Samvirkningen mellem vækkelses*prædi*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
