Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
43
kanternes skræmmebilleder og vestlands«naturens vældige
vredes«utbrud er i Bjørnsons billede av Edvard Kailems
oplevelser bestrød med desinficerende salt:
«Hav«baarer, længere end en kunde se, høiere end hus,
kom i endeløse følger med skumhvite topper og brakende
fald; duren av det stod over by og strand, bredladen og
rullende dump, saa en maatte tænke paa fjeld, som gled
ut i det fjerne........ Gjaldt det ham, dette? Hvad
hadde han nu gjort igjen? Eller skulde han snart komme
til at gjøre noget? Ogsaa før hadde uklar angst været
forvarsel. — Ikke stormen alene hadde skræmt ham; kort
før hadde en lægprædikant spaad, at nu skulde verden
forgaa; alle bibelens merker slog netop ind, og tallene hos
Jeremias og Daniel var ikke mere til at ta feil av. Det
vakte saa vidt opstyr, at bladene maatte ta sig av det og
meddele, at det samme hadde uendelig ofte været spaad,
og bestandig passet tallene hos Jeremias og Daniel. Men
da orkanen kom og blev sværere end nogen kunde mindes,
og skib slet sig løs og drev mot bryggerne, knuste og
knustes, og især da natten la mørke over, og ingen lykt
holdt lys,......braatene hørtes, men saaes ikke, kom«
mando»ropene, skrikene, brakene og den lange jammer, og
inde i gåterne slik forfærdelse, naar taklængder løftedes
av, husene skalv, ruterne klirret, stenene føk, folk flydde,
og fjerne skrik øket angsten .... ja, da var der mange,
som husket lægprædikantens ord; gud trøste og hjælpe
saa vist, dette var den ytterste dag; nu snart faldt stjer«
nerne. Især var barnene rædde til døden. Forældrene
hadde ikke tid til at sitte hos dem; endnu i verdens sidste
stund var der nemlig tvil, om dette ogsaa var verdens
sidste stund, og av gammel vane blev omsorgen for de
jordiske eiendele det sikreste tilslut; folk maatte berge og
stænge og løpe og se efter ilden og være allesteder paa»
færde. Men de gav barnene bønnebøker og salmebøker
og bad dem læse, hvad der stod om jordskjælv og andre
plager samt om den ytterste dag; de fandt skyndsomt
stederne op for dem og løp. Som om barnene nu kunde
læse! — De puttet sig heller i seng og drog dynen over
hodet; somme tok hunden med eller katten; det var tryg«
fere, og de vilde dø sammen. Men ofte vilde hunden og
atten ikke dø under dynen, og saa blev der kamp.»
Næsten endnu mesterligere er den følgende skildring
av, hvorledes Edvard Kailem, som stod beleiret av mørkets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
