Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
21
i at græte», som forekommer een gang ogsaa i «Synnøve»,
maler i et enkelt ord den skjærende eller sagende lyd i
saar graat. Der er i det hele noget atletisk spænstig
over den nye stil, — selv i de roligste og høitideligste av«
snit. Som i det vegtige orgelpræludium om kirkens plads
i den norske bondes liv:......«Her i de stille fjeld«
dale har endnu kirken sin særskilte tale til enhver alder,
sit eget syn for ethvert øie; meget kan ha bygget imellem,
men intet over. Den staar voksen og færdig for konfir«
manden; — med oprakt finger, halvt truende, halvt vin«
kende for ynglingen, som har gjort sit valg, — bredskul«
dret og sterk over mandens sorg, — rummelig og mild
over oldingen, som er træt.» —
Billedsynerne hjælper ikke alene til at gjøre na«
turen og selve de døde ting levende, men ogsaa til at
skyte benveie i stilen. Et billede er ofte det korteste ut«
tryk for en tanke. Det heter om Sæmund Granlien, da
han blev tirret av Aslaks bemerkninger, at han «lutet sig
frem og brændte ham med øinene ind i ansigtet». — Det
besjælende syn paa naturen er, som før nævnt, en arv fra
romantiken og paavirket av Wergeland og H. C. Ander«
sen, men norskere i tonen, — kvassere og knappere. Jeg
har tidligere anført et vidnesbyrd av Jonas Lie om, at
Bjørnsons fortællekunst av Welhaven og den ældre slegt
føltes som en ny og oprørsk stil. Skjønt den oftest var
rolig behersket, føltes det allikevel som om den var ladet
med sprængstof. Den likefremme korthet, som skyr alle
omveie, føltes som en utfordring, især av dem, der som
Welhaven kjendte forfatteren fra hans fritalende kritiker.
Det eiendommeligste ved den nye dramatiske og fortæl«
lende stil, i «Mellem slagene» og «Synnøve», beror vel
paa dette, at Bjørnson ikke alene beundret den tilbake«
holdende, beherskede kraft i sagastilen og i bondens levende
tale, men samtidig hadde trang til at tilføie det aapne og
fritalende, som laa i hans egen natur. Ogsaa dette hadde
forresten sidestykker baade i gammel og nv tid. Bjørn«
sons stilkunst gynger mellem to motsatte, hinanden utfyl«
dende behov: trangen til at holde den ungdommelig over«
strømmende kraft i tømme og trangen til at tale aapent,
djervt og frit.
Størst forargelse vakte, som man kan se av samtidige
kritiker, den dristige «inversion» eller omvendte ordstil«
ling, hvorved verbet i visse tilfælde blev skutt foran
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
