Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
101
Bjørnson ante ikke hvilken ild der bodde i Henrik Ibsen,
og at hans oprørske kvinder, fra Dina Dorf og Nora
Helmer til Rebekka West og Hilde Wangel, skulde tænde
oprørsflammen i tusener av sjæle jorden rundt.
Angaaende sagastilen sier professor Halvdan Koht i
sin fortrinlige indledning til det første bind av Bjørnsons
brever, at «hos Ibsen var den en bevisst efterligning av
det virkelige sagasprog; hos Bjørnson var den intet andet
end det som Jonas Lie kaldte «den direkte stil» — subjekt
like paa objekt, — en mere umiddelbar, impressionistisk
stil; og han vendte sig med harme mot en synkverving
som at ville tale sagasprog i vore dage. Baade i sprog
og i tanke gjaldt det for Bjørnson at «bite fast» i nutiden.
Der saa han sin gjerning.» — Bjørnson knyttet jo sin stil
til den endnu i bygderne levende fortælling og utviklet
dens kunst frit videre, ut fra sit eget personlige behov.
Paa dette og et ovennævnt punkt hadde Bjørnson en
viss ret i sin kritik. Men ellers har den neppe andet
værd end at vise os, hvad han selv tilstræbte i sine saga»
dramcr: at trænge frem til den gamle tids virkelige men»
nesker, komme dem saa nær som mulig, ved at sætte sig
inderlig og oprigtig paa deres plads.
Hvad den unge Bjørnson hadde en dyp trang til, var
at komme i samfund med den gamle tids nordmænd,
leve sammen med dem som med mennesker av kjøt og
blod, ta del i deres livskamp, — hvorfor han spotter
«dette, at gaa ned i en historisk tid (her en fabeltid) blot
for at male den — som en skolegut». En dadel som dog
aldeles ikke rammer Ibsens skuespil. Ti ogsaa for ham
var skuespillet et utslag av hans egen livstrang, et organ
for hans haarde og bitre ungdomskamp mot skjæbnen.
Eller var der virkelig et litet fnug av sandhet i den
anke at Ibsens sjæleskildring ikke altid var saa egte, fordi
den sommetider skjelte hen paa den dramatiske effekt?
Var han, med andre ord, dengang endnu litt for sterkt
paavirket av Scribe og hans kunstfærdig slyngede in»
trige?
Det sikre er at for Bjørnson stod det som om saga»
tidens mennesker blev fjernere, mere umenneskelige gjen»
nem Ibsens «Hærmænd». Atter og atter hændte det ham,
som det hændte Ibsen, at den store medbeilers digtersyn
stod i veien for og skygget for hans eget, — forstyrret
hans tro paa sig selv og sin egen digtnings sandhet. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
