Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
119
ogsaa for oldnorsk. Janson dvæler andagtsfuld ved det.
skjønne minde om en sommeraften i Prahls have i Sand*
viken ved Bergen, da Bjørnson «saa solen synke ned i sin
rosenseng» og «stille utbrøt: Gud vet om jeg lever den
dag, da jeg kan skrive landsmaal».
Et andet minde om Bjørnsons varme venskap med
bergenske maalmænd, med hvem han læste islandske sagaer,
er skjemtevisen om Nils Finn i «Halte*Hulda», stivt fest*
klædt i en arkaiserende sprogdragt, som ved sin motsæt*
ning til visens muntre indhold ikke er uten en skøier*
agtig klang.
* • *
Jeg tar neppe feil i den formodning, at det har kostet
Bjørnson en alvorlig kamp med sig selv at skape den nye
Arne*skikkelse, — vel den dypest gjennemlevede av alle
personerne i hans ungdomsfortællinger. Vi maa erindre,
at Bjørnson samtidig bar paa en anden og motsat skik*
kelse, Sigurd Slembe, som river sig løs fra hjemmet, og
hvis ærgjerrighet søndersliter alle pietetens baand. Av et
brev til Clemens Petersen kan vi se, at Bjørnson endnu i
mars 1858 trodde at dramaet om Sigurd Slembedegn var
det verk, som først stod for tur. Men ogsaa i dette til*
fælde, som ved Synnøve og Halte*Hulda, var det nutids*
billedet som først blev færdig. Det var dog det han
hadde først bruk for.
Den fem*seksogtyveaarige Bjørnson var ingen tam eller
let tæmmelig natur. Han har maattet kjæmpe med sig
selv, dengang og senere, og ikke altid seiret. Intet er
mere oplysende for den første store digteriske gjennem*
bruds*tid i hans liv end den række dobbelt*skikke!ser,
hvori hans lidenskabelig heftige natur er avspeilet, — men
ogsaa hans mandige kamp for at tæmme den: Thorbjørn
Granlien og Eyolf Finsson, Arne Kampen og Sigurd
Slembe, Øivind (i «En glad gut») og Arnljot Gelline.
Ogsaa Bjørnsons natur var dobbelt. Der var en vild kraft
i ham, som ikke sjelden fandt det trangt i de norske for*
hold i nutiden og følte sig mere hjemme i sagatidens
vilde kampliv. I ikke mindre end atten av sin ungdoms
kraftigste aar (1856—1873) har Bjørnson trængt Norges
gamle historie til hjælp for sig selv, til utfyldning av det
tamme og mindre storskaarne nutidsliv. Nutidens Norge
alene var ham ikke nok. Han maatte atter og atter drømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
