Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
135
Johans angrep paa den norske grundlov), «gjaldt det at
konstituere Norge som selvstændig rike utad og indad
mot kongemagten. Da fandt landet djerve talere, dype
tænkere og enkelte kraftkarakterer. Men ovenpaa denne
periode [Karl Johans og Henrik Wergelands tid] kom der
en, hvori man med arbeidsflid skulde indrette sin stats«
husholdning, hygge med lov, fylde huller, utbedre, vende,
lægge vei, bygge dampskibe.....[Schweigaards og
Oscar I’s tid], og denne periode fandt logikens mænd,
tankens, jurisprudensens, smaakløktens......I den senere
tid derimot synes man at indgaa til en mere politisk be«
visst tid, med sterk adskillelse mellem statsmagterne, med
idéer foran sig av ydre vigtighet [her sigtes vel især til
skandinavismen] og av indre, som hin om juryens indfø«
relse, der fra snak nu er gaat over til handling og skal
ha sin delvise avgjørelse allerede paa næste ting. Og vi
er forvisset om, at ogsaa denne tid vil finde sine mænd.»
Bjørnson kjæmpet for at faa «den politiske uskyldig«
hetsstand»s repræsentanter, de forretningsdygtige penge«
mænd og jurister, avløst av repræsentanter for et mere
planmæssig politisk reformarbeide, som vilde ta store
principielle spørsmaal under behandling. «Dette valg,»
sier han, «er det vigtigste, vi paa meget lang tid har hat.»
«Man maa ikke vælge denne eller hin «hæderlige», «ret»
skafne» mand; man maa ha politiske principper og vælge
efter disse.»1 I en senere artikel (som blev gjengit i
«Morgenbladet» 23de mars 1859) foreslaar Bjørnson til
tingmænd for Bergen to prøvede veteraner, som hadde
været med i den første politiske periode (Wergelands«
tiden), rektor Holmboe og stiftamtmand Schydtz, og to
yngre liberale, overlæge Danielssen og kjøbmand Prante.
Det lykkedes ogsaa efter en ihærdig valgkamp, som vi
skal se, at faa kastet de fire tidligere repræsentanter, Faye,
Konow, Smitt og Vogt, og at faa valgt de fire som
Bjørnson foreslog, doktor Danielssen foreløbig blot som
lste suppleant, en plads hvorfra han dog straks efter, ved
Schydtz’s død, rykket op til repræsentant.
«Det er i farefulde tider, at veteranerne maa rykke
ut,» hadde Bjørnson skrevet, da han opstilte Schydtz og
rektor Holmboe. Denne sidste blev av stortinget i 1859,
1 Bjørnson fulgte i dette stykke overretssakfører (senere statsmini«
ster) O. Richter, som i «Aftenbladet» for 14de feb. 1859 hævdet, at
nu gjaldt det at vælge tingmænd efter politiske grundsætninger.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
