Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Over Oceanet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I disse djævelske Omgivelser, midt i en Storm paa
Oceanet, synes Anarkisten i sit Element.
Han fremtager af sin Vestelomme nogle smaa Kugler
og ytrer i en ligegyldig Tone:
„Om jeg kastede disse Knaldperler hen i Kulbunken
der, vilde Skibet øjeblikkelig staa i Brand.“
Men Gudskelov. Han stikker atter Perlerne i Lommen
og fordyber sig i den interessante Læsning. Men hvad om
dette gale Menneske gjorde Alvor af sin Trusel?
Forsvundet Skib —
Det lysner! For første Gang i mange Dage aabner
Skyerne sig for en Stribe Sol. Vi har faaet smult
Vande. I det Fjerne øjner vi Azorernes vældige
Klippemasser. Vi nærmer os dem, og de vokser. Til sidst luder
de ud over vore Hoveder. Men næppe har vi passeret
dem, før de atter bliver mindre og hurtigt synker ned i
Dybet.
Saa er vi da endelig ude paa den store øde Vandvej,
der fører til Vestindien. Vi er løbet gennem Stormen,
men endnu i mange Dage raser den i vore Hjerner. Vi
gaar omkring som under Eftervirkningen af en Rus.
— — —
Det var blevet stille, dødstille. Melankolsk hvælvede
Himlen sig over Havet, der laa hen uden Bølge, uden
Dønning, dorskt og tungt som smeltet Bly.
Sælsomt var det, men enhver følte, at der var noget
galt paa Færde. Skorstenen røg, Maskinen hvæsede og
arbejdede, og agterude sukkede det om Propellen, medens
Skibslegemet endnu rystede som i Angst. Men vi syntes,
vi blev liggende paa det samme Sted.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
