Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
91
KAPITEL XIII.
~Gaa væk! Gaa væk alle sammen!" sa Esther med hæs
stemme da de andre trængte sig om liket. ~Jeg er hans mor,
og jeg har største retten til ham. Hvem har gjort dette Ismael,
Abiram, Abner, snak da i Guds navn og si mig sandheten!
Hvem har gjort dette?"
Hendes mand svarte ikke, men blev staaende støttet til sit
gevær og saa rolig paa sin søns lik. Moren kastet sig ned paa
marken, tok guttens forfærdelig mishandlede hode op i sit fang
og betragtet det kraftige ansigt, i hvis træk dødskampen endnu
kunde sees, med en taushet, som sa mere end den mest høi
lydte klage. Forgjæves prøvet Ismael at rette et par trøstens
ord til hende; hun hørte ikke paa ham og svarte ikke. Nu og
da lekte hendes fingre med den dødes håar, saa forsøkte hun
at glatte ut ansigtets dype furer, snart slog hun med hænderne
i luften som om hun vilde verge ham mot de slag, som hadde
truffet ham og som pludselig hadde strakt til jorden den søn,
som var hendes største stolthet. Abner vendte sig bort og det
var som om han svelget noget som kom op i halsen, da han
sa: «Mor mener at vi skal lete efter spor, som kan si os
hvordan Asa er blit dræpt."
~Det er disse fordømte Siouxerne," svarte Ismael; «toganger
er jeg nu kommet i gjæld til dem; men tredje gangen skal
regningen gjøres op."
Sønnerne, som hadde vanskelig for længere at være vidne
til et saa uvant skuespil, begyndte imidlertid uten videre at
anstille undersøkelser. Ismael gjorde ingen indvending derimot;
han gik endog seiv med dem, men man kunde tydelig se paa
ham at han ingen synderlig interesse hadde derav. Saa av
stumpet, som disse grænseboere i almindelighet var i tanker og
følelser, saa forstod de sig dog godt paa at forfølge et spor.
Baade Abner og Enoch erklærte at Asa hadde sittet opreist
støttet til en busk, mens han endnu holdt en avbrukket ore
kvist i haanden. Det var aapenbart av denne grund, at aadsel
fuglene ikke hadde slaat ned paa liket, og kvisten i Asas haand
beviste, at der endnu maatte ha været liv i ham, da han blev
lagt ind i krattet. Alle var de av den mening, at Asa var blit
saaret ute paa sletten, og at han hadde dødd en langsom død
inde i krattet. Ved nærmere undersøkelse viste det sig ogsaa,
at der i kanten av krattet hadde fundet sted en fortvilet kamp.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
