Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
E
96 JOSEPH CONRAD
troligt ved det øverste af et tilpløjet Højdedrag ikke langt fra
Vejen paa samme Maade som jeg utallige Gange har set
den berøre Havets fjerne Horisont. Markens ensartet brune
Flade fik et glødende Skær over sig, som om de støvede
Jordklumper havde udsvedt utallige Pløjeres Slid i Form af
ganske smaa Blodperler. Oppe paa Bakken kom der en sindigt
rullende Vogn med to Heste for. Som jeg der saá dem højt
oppe mod Himlen og den røde Sol, saá det hele enormi stort
ud, ganske som en af Giganternes Kærrer, trukket af to
langsomt trædende Heste af passende eventyrlig Størrelse. Om
det saa var de plumpe Omrids af den Mand, der gik ved den
ene Hest, saa fuldendte det kun Indtrykket af det hele,
primitive Billede.
Kennedy fortsatte sin Fortælling.
„,Hun er den ældste af en stor Børneflok. I sit femtende
Aar fik hun Plads paa Gaarden New Barns. Jeg kom som
Læge til Konen i Gaarden og saá da for første Gang
Pigebarnet. Fru Smith, der var en skarpnæset Dame med fine
Fornemmelser, lod Amy tage en sort Kjole paa om
Eftermiddagen. Jeg véd ikke, hvad det var, der i det hele taget fik mig
til at lægge Mærke til Amy. Der er Ansigter, der paatvinger
sig éns Opmærksomhed ved en besynderlig Mangel paa
Bestemthed i hele deres Udtryk, ganske som naar man i Taage
opmærksomt stirrer paa en ubestemt Ting, der maaske til Slut
ikke er andet end en Afviserpæl eller lignende. Den eneste
Ejendommelighed, jeg bemærkede, var en let Tøven i
hendes Tale, en Slags indledende Stammen, der fortager sig
efter de første Ord. Talte man skarpt til hende, tabte hun
som Regel Besindelsen, men hun havde et uendeligt godt
Hjerte. Man havde aldrig hørt hende udtrykke Uvillie mod
noget som helst Menneske, og hun var god mod alle levende
Skabninger. Hun følte Hengivenhed for Hr. og Fru Smith,
Hundene, Kattene og Kanariefuglene, og især udøvede
Fruens gran Papegøje en afgjort Tiltrækning paa hende paa
Grund af dens Ejendommeligheder. Da det saa hændte, at
denne udenlandske Fugl blev overfaldet af Katten og skreg
om Hjælp med sin mest menneskelige Stemme, løb hun
alligevel ud i Gaarden og holdt sig for Ørene uden at hindre
Forbrydelsen. I Fru Smiths Øjne var dette et yderligere Bevis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
