Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P
140 JOSEPH CONRAD
Diana for en temmelig høj Pris til et Firma i Japan. Saa var
det hans Hensigt at tage tilbage til Bremen som Passager paa
anden Klasse paa en af de store Postdampere sammen med
Fru Hermann og Børnene. Han fortalte mig det hele med
den største Ro og passede hele Tiden sin Pibe. Jeg var ked af
det, da han bankede Piben ud og gned sine Øjne, thi jeg
havde kunnet blive siddende sammen med ham til den lyse
Morgen. Hvad havde jeg at skynde mig om Bord efter? For
at hilse paa den opbrudte Skuffe i min Kahyt?
Som jeg allerede har omtalt, blev jeg nu en daglig Gæst.
Jeg tror nok, at Fru Hermann fra først af fandt mig ret
romantisk. Jeg sønderrev selvfølgelig ikke mine Klæder i min
Fortvivlelse over min Sorg, og det ansaá hun for overlegen
Ligegyldighed. Senere fortalte jeg dem om nogle af mine
. Oplevelser — saadan som de var — og de undredes højlig
over de Erfaringer, jeg havde gjort. Hermann oversatte
gerne de Stykker af min Beretning, der forekom ham mest
interessante. Ved saadanne Lejligheder rejste han sig, og
som én, der holder en Forelæsning over en naturhistorisk
Mærkværdighed, henvendte han sin Tale til de to Kvinder,
der langsomt lod deres Sytøj synke ned i Skødet. Under
hans Foredrag sad jeg med mit Glas Øl og prøvede paa at se
beskeden ud. Fru Hermann kunde saa se hurtigt hen paa
mig og udstøde et let „Ach’s!“ Den unge Pige sagde aldrig et
Ord, Aldrig. Men det hændte ogsaa, at hun rettede sine lyse
Øjne mod mig og saá paa mig paa sin blide, ubestemmelige
Maade. Hendes Blik var paa ingen Maade dumt, det
straalede blidt som Maanelyset udgyder sig over et Landskab —
helt forskelligt fra den forskende, undersøgende Maade,
Stjernerne har at se paa. Og dog maa dette samme Blik, naar det
blev rettet mod Christian Falk, have været lige saa
virkningsfuldt som Lyskasterens Skær fra et Krigsskib.
Falk var ogsaa en stadig Gæst, men skulde man dømme
efter hans Opførsel, var han kommen for at se til Skansens
Gangspil. Han sad i hvert Fald og stirrede stift paa det,
naar han holdt os med Selskab uden for Kahytsdøren og havde
slynget en af sine kraftige Arme omkring Stoleryggen,
medens han strakte sine velformede Ben i de stramt siddende,
hvide Benklæder langt fra sig. Naar han kom, gav han
Her
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
